Uopmærksom spritbilist kører i havnen med sin hund

En 41-årig mand var torsdag aften så optaget af sin mobiltelefon, at han kørte direkte i havnen i Skælskør. Han havde sin hund med i bilen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det kunne være gået meget værre, da en 41-årig mand kom galt af sted torsdag aften.

Han, hans hund og hans bil endte nemlig pladask i vandet i Skælskør Havn, da bilisten i et uopmærksomt øjeblik overså et sving.

Det oplyser Jesper Lovmand, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Han var formentlig optaget af enten at telefonere eller sms’e på sin mobiltelefon, og derfor overser han et skarpt sving og fortsætter direkte ud i havnen, fortæller han.

Bilen er hevet op igen

Den 41-årige mand formåede dog at redde både sig selv og sin hund ud af bilen og op på land i sikkerhed. Og dét på trods af, at hans sanser var svækkede.

- Han var påvirket af spiritus, og der vil nu komme et retsligt efterspil. Han er blevet sigtet for spirituskørsel, og nu skal vi finde ud af, om han skal sigtes for andet, siger vagtchef Jesper Lovmand.

Også bilen har fået tørre fødder igen. Den er nemlig ifølge politiet blevet hevet op af havnen igen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 


Nyhedsoverblik