Unge mænd skød mod kvinde foran Slagelse Sygehus - anklager går efter 12 års fængsel

Skyldsspørgsmålet er netop blevet afgjort i en sag om skyderi mod en yngre kvinde på parkeringspladsen foran Slagelse Sygehus i februar sidste år.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et enigt nævningeting ved Retten i Næstved har fredag formiddag kendt to yngre mænd på 22 og 20 år skyldige i drabsforsøg.

En tredje mand på 19 år er blevet frifundet.

De to mænd er kendt skyldige i at have affyret flere skud mod en dengang 23-årig kvinde på parkeringspladsen foran Slagelse Sygehus den 18. februar sidste år omkring klokken 22.35.

Den 19-årige mand var tiltalt for at have kørt flugtbilen væk fra gerningsstedet, men anklagemyndigheden har altså ikke kunnet bevise, at han var i Slagelse på det givne tidspunkt. Han var tydeligvis meget lettet, da skyldskendelsen blev læst op. Han pustede ud og tog sig til hjertet, mens han så på tilhørerne.

Læs også
Forsvarer i retssag om skyderi foran Slagelse Sygehus: - Var det drabsforsøg?
Læs også
Forsvarer i retssag om skyderi foran Slagelse Sygehus: - Var det drabsforsøg?

Mændene er fra området ved Klosterparkvej i Kalundborg. Kvinden genkendte de to mænd, der skød mod hende, fordi hun også har boet i Kalundborg. Den ene har hun gået i ungdomsklub med, mens hun kender den anden fra kvarteret omkring Klosterparkvej.

De to mænd blev kendt skyldige på baggrund af kvindens forklaring og de tekniske beviser i sagen. Kvinden kunne se, det var dem, der havde skudt, fordi de stod i lyset fra forlygterne på den sorte stationcar, som de efterfølgende flygtede i.

Her blev der skudt mod kvinden - artiklen fortsætter under kortet.

 
 

Fandt fem patronhylstre

På gernindstidspunktet var kvinden netop kommet fra arbejde i Kalundborg og kørte ind på parkeringspladsen foran sygehuset i Slagelse for at parkere tæt ved sit hjem, da hun så to maskerede mænd stå på parkeringspladsen. 

Kvinden bakkede, mens mændene løb hen imod hende og begyndte at skyde. En gerningsstedsrapport har vist, at man på parkeringspladsen fandt fem patronhylstre, og bilen, kvinden kørte i, var blevet ramt af ikke under tre skud.

Læs også
Anklager: GPS skjult på bil inden ung kvinde blev beskudt
Læs også
Anklager: GPS skjult på bil inden ung kvinde blev beskudt

Kvinden selv blev ikke ramt af skuddene.

Retten har fundet det bevist, at de to mænd var i besiddelse af to pistoler. Det er desuden en særligt skærpende omstændighed, at pistolerne blev affyret mindst fem gange på et offentligt sted.

Artiklen fortsætter under billederne.

Der var efter skudepisoden indsat kampklædt politi ved Slagelse Sygehus.
Der var efter skudepisoden indsat kampklædt politi ved Slagelse Sygehus. Foto: Michael Nordborg
Da kvinden flygtede fra parkeringspladsen, ramte hun en hvid bil, der stod i nærheden.
Da kvinden flygtede fra parkeringspladsen, ramte hun en hvid bil, der stod i nærheden. Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Følte sig tvunget til at flytte fra Kalundborg

Da den forurettede kvinde afgav forklaring i retten, fortalte hun, at hun havde følt sig nødsaget til at flytte fra Kalundborg til Slagelse, efter hun havde vidnet i en sag, hvor en af de to mænds brødre var tiltalt for at have stukket kvindens ekskæreste og barndomsven ned. Efterfølgende oplevede kvinden, at der gentagne gange blev udøvet hærværk mod hendes og hendes families ejendomme og biler.

Det kom også frem i retten, at der havde siddet en GPS-tracker på kvindens bil forud for skyderiet. Det var ikke kvindens egen bil, men en hun havde lånt af sin ekskæreste, som altså lå i konflikt med de dømte mænd.

GPS-trackeren var ifølge anklager Susanne Bluhm placeret under bilen af de tiltalte, så de kunne holde øje med den og dens fører og dermed lokalisere præcis, hvor bilen befandt sig. 

Læs også
Politi: Skyderi ved sygehus var drabsforsøg
Læs også
Politi: Skyderi ved sygehus var drabsforsøg

Den 19-årige nu frikendte mand har indrømmet, at han købte GPS'en, men har forklaret, at han ikke vidste, hvad den skulle bruges til. Retten fandt den forklaring utroværdig, men da der ikke er nogen beviser, der peger på, at den 19-årige var i Slagelse på gerningstidspunktet, er han altså blevet frifundet.

Det var den 20-åriges telefon, der blev brugt til at spore GPS-trackeren på kvindens bil - noget, som retten altså også har lagt vægt på i skyldskendelsen.

quote Der er tale om en parkeringsplads foran et sygehus, og der må fomodes at være masser af mennesker

Susanne Bluhm, anklager

Går efter 12 års fængsel

Efter skyldskendelsen er anklager Susanne Bluhm gået i gang med at procedere for, hvilken straf hun mener, de to mænd skal have.

Står det til hende, så skal mændene i fængsel i 12 år for den forbrydelse, de nu er kendt skyldige i. Det skal de, fordi det ifølge anklageren er skærpende omstændighedrt, at skyderiet fandt sted på et offentligt sted, at flere gerningsmænd arbejdede sammen, og at drabsforsøget var planlagt.

- GPS-trackeren var købt og placeret flere dage tidligere, siger Susanne Bluhm i retten.

Hun går efter at tage den særlige paragraf 81b i straffeloven i brug. Paragraffen kan forhøje strafferammen med op til det halve, når forbrydelsen er begået på et offentligt sted og dermed kan have sat uskyldige menneskers liv i fare.

- Der er tale om en parkeringsplads foran et sygehus, og der må fomodes at være masser af mennesker. Derfor kan 81b sagtens bruges her, lyder det fra anklageren i retten.

quote Desuden blev kvinden ikke ramt, og det kan også godt være formildende

Tenna Dabelsteen, forsvarer for den 22-årige mand

Forsvarere mener ikke, paragraf skal i brug

Efter anklagerens strafprocedure er det de to forsvareres tur til at procedere. Henrik Dupont Jørgensen, der er forsvarer for den 20-årige mand, mener, at hans klient skal have seks år og ni måneders fængsel. Han mener nemlig ikke, at man kan tage den særlige paragraf 81b i brug.

- Det er rigtigt, det er farligt, at man løber rundt med et skydevåben et offentligt sted, men på den måde, det er sket på, synes jeg ikke, man kan bruge 81b. Der er tale om en person på et øde sted midt om natten. Og det burde have stået i anklageskriftet, hvis man skulle have brugt den paragraf, siger han i sin procedure.

Tenna Dabelsteen er forsvarer for den 22-årige mand, og hun mener, der er nogle formildende omstændigheder i sagen, som tilsiger, at hendes klient blot skal have en straf på mellem seks og syv år.

- Anklageren siger, at der har været en forudgående konflikt for skyderiet, og så var det altså ikke fuldstændig umotiveret. Desuden blev kvinden ikke ramt, og det kan også godt være formildende, siger forsvareren og påpegede, at hendes klient ikke er tidligere straffet.

Der falder dom i sagen klokken 11.15.


Nyhedsoverblik