En 20-årig kvindelig bilist kørte sent i nat ind i en hundepatrulje i det centrale Skælskør.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Hundepatruljen var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt
Episoden fandt sted cirka klokken 00.45 i T-krydset mellem Slagelsevej og Kildebakken.
- Hun kører ad Slagelsevej i sydlig retning og kommer over i modsatte kørebane, hvor hun rammer en hundepatrulje, Søren Østervig, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Artiklen fortsætter under billedet.
Der var ingen personskader, og heller ingen hunde kom ifølge politiet til skade ved sammenstødet.
- Hundepatruljen var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, siger Søren Østervig.
Sigtet for spirituskørsel
Der var dog en del materielle skader på begge biler. Ingen af dem kunne køre fra stedet, og politiets hundepatruljevogn havde blandt andet fået revet bagdæk og hjulophæng af.
Derfor skulle patruljevognen bugseres væk fra stedet, før bilister igen frit kunne passere på strækningen.
Artiklen fortsætter under billedet.
Ude på stedet havde politiet desuden mistanke om, at den 20-årige kvinde, der stammer fra Slagelse, var spirituspåvirket.
- Hun fik foretaget en alkometertest og blev sigtet for spirituskørsel, siger Søren Østervig.
Nu afventer politiet svar fra en blodprøve, der skal afgøre, om kvinden var påvirket af alkohol.