Der var lørdag fløjtet op til regionsmesterskab i Skælskør, og hjemmeholdet var optimister
- Vi vinder, siger Trine Klemmen.
Jeg er blevet mere glad, når jeg møder andre mennesker
På den måde adskiller de sig ikke fra så mange andre sportsfolk - men på et punkt er spillerne her anderledes ved at spille under paraplyen Special Olympics.
- Det betyder, man har nogle svagheder. Jeg har lidt Aspergers, siger Trine Klemmen.
Artiklen fortsætter under billedet.
På den måde har alle spillere i hallen et udviklingshandicap.
Møder mange nye mennesker
Det er fem år siden, at afdelingen for Special Olympics-spillere startede op i Skælskør, og Trine Klemmen husker tiden før.
- Der var jeg bare derhjemme og mødte ikke mange mennesker, siger hun.
Artiklen fortsætter under billedet.
I dag er Trine Klemmen ikke bange for at sige sådan her:
- Jeg er rigtig god.
Skal til OL i Abu Dhabi
Hun er faktisk så god, at hun ikke frygter en særlig gæst i hallen, der overværede lørdagens kampe. Det er landstræneren for det danske håndboldlandshold i Special Olympics.
- Hun ved godt, hvordan jeg spiller, fortæller Trine Klemmen.
Tilbage i 2015 var Trine Klemmen nemlig med til Special Olympics i USA, hvor hun og resten af holdet fik bronze. Og om fire uger er hun igen på landsholdet, når de kæmper i Abu Dhabi.
Artiklen fortsætter under billedet.
Men lørdag gjaldt det regionsmesterskabet i Skælskør, og selvom Trine Klemmen og hendes hold ikke tog guldet i år, var det svært at være sur. For her måles resultaterne i mere end medaljer om halen.
- Jeg er blevet mere glad, når jeg møder andre mennesker, fortæller Trine Klemmen.
Artiklen fortsætter under billedet.
Det er dog ikke kun på banen og blandt andre mennesker, at Trine Klemmen og hendes medspillere rykker sig.
Holdets træner fortæller, at flere af spillerne er flyttet i egen lejlighed, fordi de får selvtillid og opdager, at de godt kan klare sig selv.