Travlhed ved drive-in-test på sygehuse - naboer føler sig generet

Den første uge har man haft 2500 igennem til drive-in-test ved sygehuset i Slagelse. I Holbæk har man også haft travlt, og det har naboerne bemærket.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Coronatest af befolkningen er kørt op på den helt store klinge. Imens der i opstillede telte laves test på den brede befolkning i Næstved og snart også Roskilde, så er særlige testtelte i de forgangne uger skudt op ved sygehusene i Holbæk og Slagelse.

quote Vi har haft rigtig travlt. Jeg har lavet en status, der siger godt 2500 i drive-in den første uge

Christian Jørgensen, chef for akutafdelingen, Slagelse Sygehus

Her tester man personale og sårbare patienter, der har fået en henvisning fra egen læge eller lægevagten. For at det hele kan foregå effektivt og sikkert, er man gået over til drive-in-test, som i Slagelse har været i drift siden mandag.

- Det ville gå for langsomt, hvis folk skulle parkere først for at blive podet, fortæller Christian Jørgensen, ledende oversygeplejerske og chef for Akutafdelingen på Slagelse Sygehus, om at lade folk køre helt frem til enden af den vatpind, der podes med.

Og det er gået over alt forventning.

- Vi har haft rigtig travlt. Jeg har lavet en status, der siger godt 2500 i drive-in den første uge. Vi har åbent 8 til 16 alle ugens dage også i weekenderne.

Omkring ti personer er beskæftiget med at teste i Slagelse, og de har haft nok at lave.

Artiklen fortsætter under billedet

Den første uge har Christian Jørgensen, chef for akutafdelingen på Slagelse Sygehus haft 2500 forbi til drive-in-test i teltet foran sygehuset.
Den første uge har Christian Jørgensen, chef for akutafdelingen på Slagelse Sygehus haft 2500 forbi til drive-in-test i teltet foran sygehuset. Foto: TV2 ØST

- Vi var godt klar over, der ville komme flere til test, end vi startede ud med – men onsdag i denne uge havde vi 730 forbi til test på otte timer, siger Christian Jørgensen og tilføjer:

- Jeg synes, vi har fået lavet et godt og sikkert system. Vi har et godt flow og er godt hjulpet af vagterne.

Utilfredse naboer i Holbæk

I Holbæk har man også fået en del mere at se til, efter Sundhedsstyrelsen skruede op for kravene om flere test af personale og borgere, fortæller Knut Borch-Johnsen, vicedirektør på Holbæk Sygehus.

quote Jeg kan sagtens sætte mig ind i deres oplevelser og har stor forståelse for, at vi skal minimere ulemperne.

Knut Borch-Johnsen, vicedirektør, Holbæk Sygehus

- Til at starte med skulle vi kun teste omkring 70, men med nye udmeldinger tester vi nu 350-400 personer om dagen i Holbæk.

For at håndtere de mange personer til test har man måttet arrangere et tidsbestillingssystem. Systemet har dog først skulle etableres i denne uge, og det har i en overgang givet lange køer til stor gene for nabolaget.

Ekstra Bladet kunne torsdag fortælle, at naboerne føler sig omringet af corona og generet af testenheden i Holbæk.

- Det har været helt vildt. Det er ufatteligt, at man har lagt det her. Vejen kan slet ikke bære det, siger Grete Jørgensen fra Rosenvænget i Holbæk til Ekstra Bladet.

En anden nabo fortæller, at flere har kastet op efter undersøgelsen.

- Lige ud for vores hæk. Er du klar over, hvor langt ned i halsen de stikker den pind, siger Christine Kristensen.

En nødvendig opgave

Tidsbestillingssystemet er nu oppe at køre, fortæller Knut Borch-Johnsen, der trods borgernes utilfredshed ikke har modtaget nogen klager.

- Jeg ved, de har henvendt sig til kommunen og nogle regionspolitikere, men vi har ikke fået noget i sygehusledelsen.

Artiklen fortsætter under billedet

Knut Borch-Johnsen, vicedirektør på Holbæk Sygehus, fortæller at egentlig fungerer det rigtig smidigt med drive-in-coronatest, men at man lige nu arbejder på at mindske generne for naboerne.
Knut Borch-Johnsen, vicedirektør på Holbæk Sygehus, fortæller at egentlig fungerer det rigtig smidigt med drive-in-coronatest, men at man lige nu arbejder på at mindske generne for naboerne.

Med dette sagt er Knut Borch-Johnsen dog forstående overfor de gener, naboerne oplever.

- Jeg kan sagtens sætte mig ind i deres oplevelser og har stor forståelse for, at vi skal minimere ulemperne. Omvendt må man sige det her er en opgave som skal løses i det danske sygehusvæsen, det skal vi på samtlige sygehuse, og vi er nødt til at placere det der, hvor det er trafikalt og sikkert håndterbart.

Folk står i kø for at blive testet ved Slagelse Sygehus
Læs også
Region i test-offensiv: Nu skal alle indlagte testes
Folk står i kø for at blive testet ved Slagelse Sygehus
Læs også
Region i test-offensiv: Nu skal alle indlagte testes

Knut Borch-Johnsen fortæller, at man mandag holder møde om at ændre tilkørselsvejen, og at et midlertidigt hegn skal forsøge at skjule og dæmpe lidt af lyden fra testteltene.

- Når man skal pode, skal man dybt ind i halsen, det er der nogle, der får kvalme af. Jeg har dog kun hørt, at et barn har kastet op, og det var inde i en bil, siger han og tilføjer:

- Det er klart, det her er noget, hvor vi justerer dag til dag, i takt med vi finder bedre løsninger, og vi er meget modtagelige fra både naboer og andre om, hvad der skal til.

Ingen naboer i miles omkreds

I Slagelse har man ikke haft de samme udfordringer, fortæller Christian Jørgensen, som dog nikker genkendende til, at podning i svælget har visse sideeffekter.

- Det er ubehageligt for rigtig mange. Det fremkalder også i nogle situationer brækrefleksen og giver kvalme, det er helt naturligt, siger han.

Men situationen er bare en helt anden end i Holbæk.

- Vi har ikke civile naboer i miles omkreds. Vi er heldige, vi på den måde ikke er til gene eller skaber misforståelser.

Aktuelt er 1.445 konstaterede smittede med corona her i regionen ud af 30.210 testede.


Nyhedsoverblik