Trailere på godstog skal sikres bedre efter vippende vogn

Efter hændelse 13. januar skal gods nu spændes fast, mens det undersøges, oplyser Transportministeriet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Trailere på godstog skal fremover sikres endnu bedre. Ud over at være låst ved den såkaldte kongetap skal gods fremover også spændes fast.

Det oplyser Transportministeriet i en pressemeddelelse.

Al transport med trailere på lommevogne over Storebælt har været stoppet siden 13. januar. Det er siden udvidet til hele Danmark.

Her gjorde en borger politiet opmærksom på, at en vogn på et godstog vippede på vej over lavbroen i retning mod Fyn.

Siden har Havarikommissionen konstateret, at låsen i enkelte test ikke havde nogen - eller en begrænset - låseeffekt ved træk i lodret retning.

- Vi kan se, at der har været flere tilfælde, hvor der er tvivl, om kongetappen er nok, og mens den tvivl bliver undersøgt til bunds, går vi nærmest bogstaveligt talt med livrem og seler.

- Vi er opmærksomme på, at denne ekstra sikkerhed vil medføre meromkostninger for godstransporten på jernbane, men der må ikke herske tvivl om sikkerheden, siger transportminister Benny Engelbrecht (S).

Ni tilfælde af problemer med fastspænding

Havarikommissionen arbejder videre med en gennemgribende undersøgelsen af hændelsen. Det tager ofte flere måneder.

Der har ifølge TV2 Fyn været ni tilfælde af problemer med fastspænding på togvogne siden januar 2019.

Samtlige hændelser vedrører selskabet DB Cargo. Selskabet har om seks af episoderne vurderet, at de ikke var af alvorlig karakter.

Læs også
Godsvogn vippede på vej over Storebælt - minister indfører midlertidigt stop
Læs også
Godsvogn vippede på vej over Storebælt - minister indfører midlertidigt stop

2. januar 2019 skete en dødsulykke i forbindelse med kraftig blæst, hvor en tom anhænger ikke var spændt ordentligt fast på togvognen.

Den ramlede over i et modkørende passagertog. Otte mennesker mistede livet, mens 17 blev kvæstet.

En hovedårsag var manglende smøring og altså mangelfuld vedligeholdelse, har Havarikommissionen tidligere konstateret.

Nogle af de ni episoder er sket i Taulov, Malmø og Høje-Taastrup, oplyser TV2 Fyn.

I nogle tilfælde var en skammel, som anhængeren skal låses fast i, ikke låst. I andre tilfælde sad anhængeren ikke rigtigt på skamlen.


Nyhedsoverblik