Traditionsrig Slagelse-virksomhed skal sælges

Arla vil sælge emballagevirksomheden Danapak Flexibles i Slagelse. Virksomheden er igen begyndt at tjene penge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Lurpak-smør i emballage fra Danapak Flexibles i Slagelse var spydspids, da danske produkter i 1955 for alvor igen skulle sælges til udlandet.

Men i dag kan emballage lige så komme fra andre fabrikker – og Arla vil derfor sætte Danapak Flexibles til salg.

Det skriver Børsen tirsdag.

Tjener igen penge

Danapak har i årevis kørt med underskud – men virksomheden tjener nu igen penge, og Arla tror derfor på, at et salg kan gennemføres.

- Det giver ikke ret megen mening, at vi ejer det. Det er ikke vores kerneforretning at lave emballage, siger Arlas koncernchef Povl Krogsgaard til avisen.

Danapak Flexibles producerer i dag især stadig emballage til Lurpak-smør og poser til revet ost.

Arla håber at kunne sælge til en emballagevirksomhed, der vil udvikle virksomheden og øge konkurrencedygtigheden.