Tidligere DF-spidskandidat dropper at stemme på sit gamle parti

Dansk Folkepartis stemmesluger i Slagelse Kommune, Ann Sibbern, har meldt sig ud af partiet og stiller ikke op til kommunalvalget.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Jeg har denne gang brevstemt. Krydset er sat og desværre ikke ved DF. Selvom jeg fortsat er enig i DF’s værdier, kan jeg ikke støtte den politik og kurs, som DF har sat lokalt. For lidt synlighed og for lidt indflydelse. Desværre.

Sådan skriver den tidligere stemmesluger og spidskandidat for Dansk Folkeparti i Slagelse Kommune, Ann Sibbern, på sin Facebook-profil.

quote Jeg kan godt forstå, hvis der er borgere, som har svært ved at se forskel på DF-politik og socialdemokratisk politik i vores kommune

Ann Sibbern, løsgænger

Sibbern besluttede i januar at forlade Dansk Folkeparti for at blive løsgænger og annoncerede samtidig, at hun vil trække sig fra kommunalpolitik ved udgangen af denne valgperiode.

Men nu blander hun sig alligevel i valgkampen, hvor hun offentligt annoncerer, at hun ikke støtter Dansk Folkeparti lokalt og samtidig dropper at stemme på sit gamle parti.

- Selvom jeg på mange måder stadig har de samme værdier, så kunne jeg godt have ønsket mig, at man som parti havde fået mere indflydelse lokalpolitisk. For det andet skulle man som lokalforening have mere fokus på at udvikle sig og få en yngre generation ind af medlemmer for at udvikle partiet og have mere fokus på politik, end man har haft, siger Ann Sibbern til TV2 ØST.

Læs også
Analyse: Alle kæmper om magten i Danmarks giftigste byråd
Læs også
Analyse: Alle kæmper om magten i Danmarks giftigste byråd

Ifølge Ann Sibbern har Dansk Folkeparti i Slagelse Kommune samtidig nærmet sig Socialdemokratiet og borgmester John Dyrby Paulsen (S) for meget.

- På mange måder har Dansk Folkeparti ved de seneste to budgetforlig faktisk været tungen på vægtskålen i forhold til at skabe et flertal for et budget, og der har man fået for lidt indflydelse. Jeg kunne godt have ønsket mig mere. Hvis du spørger Dansk Folkeparti, synes de sikkert det modsatte.

- Men jeg kan godt forstå, hvis der er borgere, som har svært ved at se forskel på DF-politik og socialdemokratisk politik i vores kommune, siger hun.

Artiklen fortsætter under Facebook-opslaget.

Høstede knap en tredjedel af stemmerne

Ved kommunalvalget i 2017 fik Ann Sibbern 1.795 personlige stemmer. Det var cirka en tredjedel af samtlige stemmer på Dansk Folkeparti i kommunen.

Efter den seneste valg har krisen i Dansk Folkeparti fået flere byrådsmedlemmer i andre kommuner til at springe fra partiet, men det var ikke forklaringen på, at Sibbern meldte sig ud.

quote Hun kan gøre, hvad hun vil

Henrik Brodersen (DF), spidskandidat

I januar forklarede Ann Sibbern, at hun ikke havde tid til at sidde i byrådet, mens hun skulle passe sit arbejde som sygeplejerske og følge sine jurastudier. Derfor kunne mange vælgere få den opfattelse, at hun heller ikke ville blande sig offentligt i valgkampen.

- De borgere, der har stemt på mig, skal vide, at jeg arbejder videre for den politik, som jeg gik til valg på, og jeg vil gøre arbejdet færdigt. Når jeg har sat mit kryds, så handler det om, hvor jeg tror, at man kan få mest indflydelse, siger hun.

Henrik Brodersen (DF), spidskandidat.
Henrik Brodersen (DF), spidskandidat. Foto: Toke Sloth Grøndal - TV2 ØST

Den tidligere spidskandidats udmelding på Facebook kan samtidig skade Dansk Folkepartis valgkamp, og det er Ann Sibbern udmærket klar over. Men fordi Dansk Folkeparti ifølge hende ikke garanterer, at partiet ikke vil pege på Socialdemokratiet og John Dyrby Paulsen som borgmester, vælger hun at blande sig.

- Jeg håber, der kommer en ny borgerlig borgmester og et skifte i kommunen. For jeg har ikke været tilfreds med den ledelse, der har været af vores kommune, siger hun og tilføjer:

- Og det kan godt være, at det presser partiet, men jeg har lige som alle andre lov til at ytre mine holdninger.

Hvor har du sat dit kryds, nu hvor du ikke har stemt på Dansk Folkeparti?

- Det bliver ikke offentligt, men det kan godt være, at det bliver på et tidspunkt. Jeg har dog stemt på et borgerligt parti, og jeg håber, at vi får en borgerlig borgmester, svarer Ann Sibbern.

Læs også
Det kan afgøre valget i Slagelse Kommune
Læs også
Det kan afgøre valget i Slagelse Kommune

Henrik Brodersen, der sidder i byrådet for Dansk Folkeparti i Slagelse Kommune, blev i juni efter et kampvalg valgt som spidskandidat for partiet. Et valg, som Ann Sibbern ikke støtter. Brodersen ønsker ikke at udtale sig om Sibberns offentlige udmelding og manglende lokale støtte til Dansk Folkeparti.

- Jeg har ingen kommentarer. Hun kan gøre, hvad hun vil, siger Henrik Brodersen.

Ann Sibbern er andenviceborgmester i Slagelse Kommune, hvor hun også sidder i Forebyggelses- og Seniorudvalget samt Økonomiudvalget. 


Nyhedsoverblik