Teater slog dørene op igen: - Det er lige, så jeg dirrer

I dag kunne en stor del af kulturlivet igen slå dørene op for besøgende. Hos Sjællands Teater i Slagelse var det med premiere på Cykelmyggen Egon.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Dagen i dag var længe ventet for landets spillesteder, teatre og andre kulturinstitutioner.

Efter fem måneders nedlukning kan salene igen slå dørene op til koncerter, teaterstykker og lignende.

quote Bare det at opleve den her summen her er, det er magi

Peter Thieme, kunstnerisk direktør på Sjællands Teater i Slagelse

Hos Sjællands Teater i Slagelse skete det torsdag aften med premiere på Cykelmyggen Egon.

- Det er lige så jeg dirrer. Vi har kørt forestillingen så mange gange igennem for en tom sal, så bare det at opleve den her summen her er, det er magi, siger Peter Thieme, der er kunstnerisk direktør på Sjællands Teater i Slagelse.

Artiklen fortsætter under billedet.

- Det er lige, så jeg dirrer, siger Peter Thieme, der er kunstnerisk direktør på Sjællands Teater i Slagelse.
- Det er lige, så jeg dirrer, siger Peter Thieme, der er kunstnerisk direktør på Sjællands Teater i Slagelse. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Genåbningsaftenen var samtidigt premieren på Sjælland Teater, der blev til 1. januar som en fusion mellem Holbæk Teater og Teatret Fair Play samt en egnsteateraftale med både Holbæk- og Slagelse Kommune.

- Det er helt fantastisk.

Blandt publikum var der glæde at spore over at kunne læne sig tilbage i de rødpolstrede teatersæder og nyde en forestilling.

- Det er helt fantastisk. Vi har jo ikke rigtigt kunne noget i lang tid, så nu tror jeg, vi alle sammen trænger til at komme lidt ud, siger Frederik Dybdal inden forestillingen, flankeret af sønnen Julius, som lydløst tilføjer et stort smil og vender tommelfingeren opad.

Selvom glæden ved at være tilbage er stor hos både gæster og teaterfolk, så sker genåbningen med flere krav og restriktioner.

Artiklen fortsætter under billedet.

Man skal have et gyldigt coronapas for at komme i teateret.
Man skal have et gyldigt coronapas for at komme i teateret. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Det er for eksempel ikke kun billetten, der bliver tjekket i indgangen. Som ved andre kulturarrangementer, skal man fremvise et gyldigt coronapas.

- Og når man først sidder i salen, skal man blive siddende, til forestillingen er forbi. På den måde undgår vi, at folk skal ud og ind hele tiden og at vi blander folk for meget. Så vi gør alt, hvad vi overhoved kan, siger Peter Thieme.

Cykelmyggen Egon spiller på teateret til og med 13. maj.