Man siger, at boksning er en sport for arbejderklassen. Men det bliver jetsettet, der kommer til at sidde ved ringside, når Brian Nielsen til marts gør comeback i en kamp mod Evander Holyfield.
Ekstra Bladet skriver torsdag, at billetterne, der bliver sat til salg den 17. januar, kommer til at koste mellem 4.495 og 9.995 kroner.
Ud over boksekampen er der inkluderet mad, drikkevarer og andre showting af forskellig art.
For hovedpersonen selv er det en overraskelse, at det skal være så dyrt at få et af de 2.000 sæder i DR's koncertsal, hvor kampen bokses.
- Du må meget gerne citere mig for, at det er fuldstændig sindssyge priser, siger Brian Nielsen til Ekstra Bladet.
/ritzau