Tager nye metoder i brug - pizzabakker skal skaffe frivillige brandfolk til Korsør

På Falck-stationen i Korsør mangler de frivillige brandfolk. Derfor har de nu taget utraditionelle metoder i brug for at finde de frivillige kræfter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Næste gang man køber en pizza i Korsør, kan man støde på et helt bestemt budskab.

- Hjælp os med at slukke den næste brand. Vi mangler dig, står der nu på pizzabakkerne fra Millennium Pizza & Bøfhus og Dilans Cantina. 

Lige nu har Falck-stationen i Korsør 26 frivillige deltidsbrandmænd, men i den optimale verden skal de ligge over 30. 

Derfor har de spurgt om hjælp i lokalområdet. 

quote For halvandet år siden hjalp de os, hvor vores forretning var lidt i flammer

Deniz Düz, ejer, Dilans Cantina

- En fra Falck her i Korsør har kontaktet os og spurgt, om vi ville hjælpe dem med at komme ud med deres budskab, fortæller Deniz Düz, der ejer Dilans Cantina.

Hvert pizzeria har derfor fået 800 pizzabakker fra brandstationen, og Deniz Düz tvivlede ikke med at tage dem i brug.

Tilbage i 2019 havde de nemlig selv brug for hjælp fra den lokale brandstation. 

- For halvandet år siden hjalp de os, hvor vores forretning var lidt i flammer, kom de ud og slukkede det, inden det blev for slemt. Det var en stor hjælp. Så da de spurgte, om vi ville hjælpe med at få deres budskab ud, sagde jeg selvfølgelig ja, fortæller han. 

Især dagstimerne giver problemer

Stationens største problem er frivillige til dagstimerne, fordi mange af de nuværende brandfolk pendler ud af byen for at arbejde. 

Derfor er det heller ikke tilfældigt, at det er to pizzariaer i bydelen Halsskov tæt på brandstationen.

Det er nemlig vigtigt, at man ikke har bopæl alt for langt væk fra brandstationen på Reskavej 11, da der skal rykkes hurtigt ud, hvis en brand skulle opstå. 

Dog understreger lederen af Korsør brandstation, Flemming Hansen, at manglen på frivillige ikke har betydning for brandstationens mulighed for at slukke brande. 

Det ville dog blive nemmere for de frivillige, hvis flere brandfolk meldte sig til.

Hos Dilans Cantina er de glade for at kunne hjælpe, og allerede nu har de nye pizzabakker fået et par kommentarer med på vejen. 

- Folk synes, det er meget sjovt. Så kunderne spørger, om de ikke kan få pizzaerne i de blå bakker, siger Deniz Düz.

blivbrandmandnu.dk kan man læse mere om jobbet som frivillig brandmand.