Syvårige Zigga bliver fjernundervist igen: - Jeg gad hellere at være i skole og se mine klassekammerater

Det kræver en smule mere af både elever, lærere og forældre, når de allermindste i folkeskolen skal fjernundervises.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det er fint nok, men jeg gad hellere at være i skole og se mine klassekammerater og skolelærer rigtigt, siger syvårige Zigga Jacobsen.

For hverdagen ser ganske anderledes ud for folkeskolens mindste elever. Det meste af december var det kun elever fra 5. klasse og opefter, der skulle blive hjemme og undervises via computerskærmen.

Men nu skal også de mindste fjernundervises.

quote Vi vænnede os til det under første bølge

Morten Jacobsen, far

Zigga Jacobsen, der går i 1. klasse på Skælskør Skole, sidder derfor 16 kilometer fra sin klasselærer og i stedet foran en computerskærm. Og når man som syvårige Zigga Jacobsen godt kan lide at gå i skole, er fjernundervisning ikke en yndlingsdisciplin.

- Når man sidder her, så kan man godt mærke, at det ikke er så sjovt at være i hjemmeskole, lyder det fra Zigga Jacobsen.

Trækker på erfaringer fra forårets nedlukning

Hvor de større elever måske har lidt nemmere ved at sidde stille foran skærmen, kræver det en smule mere hjælp fra både lærere og forældre, når de mindste skal undervises gennem en skærm.

Det er Chris Mie Beltoft, der underviser syvårige Zigga Jacobsen og hendes klassekammerater. Hun er klasselærer for 0. og 1. klasse på Skælskør Skole, og hun gjorde sig nogle erfaringer med hjemmeundervisning allerede i foråret.

Chris Mie Beltoft har erfaring med fjernundervisning fra foråret, hvor de mindste elever også var blevet sendt hjem.
Chris Mie Beltoft har erfaring med fjernundervisning fra foråret, hvor de mindste elever også var blevet sendt hjem. Foto: Helle Eriksen - TV2 ØST

Hun underviser blandt andet ved at filme sig selv læse højt og sende det til børnene, der også laver små videoer af sig selv, hvor de for eksempel fortæller lidt om deres værelser. Og så inddeler hun eleverne i grupper, så hun kan høre dem læse i mindre fora og hele tiden kan følge med i, hvor de er henne i undervisningen.

- Jeg synes, det er okay, siger Chris Mie Beltoft.

- Det er klart, man er nødt til at tage nogle hensyn, i forhold til hvilken familie det er, hvad har de af ressourcer derhjemme? Jeg skal jo ikke længere kun tænke på at differentiere eleven, men det er faktisk hele familielivet, jeg på en eller anden måde skal differentiere ind i undervisningen.

Vænnede sig til det under første bølge

Zigga Jacobsen og sine forældre fik en forsmag på hjemmeundervisning allerede i foråret, men de synes nu engang bedst om at gå i skole – i skolen.

- Vi vænnede os til det under første bølge. Det er ikke nogen hemmelighed, at da de kom afsted igen, var det superfedt for alle, siger Morten Jacobsen, der er far til Zigga.

Læs også
Frustration og kreativitet - lærere gør klar til også at fjernundervise de mindste elever
Læs også
Frustration og kreativitet - lærere gør klar til også at fjernundervise de mindste elever

For skolelærer Chris Mie Beltoft er det ikke så vigtigt, at børnene når at regne og læse en masse – men at de i stedet får gjort det, de kan, på de nye betingelser.

- Det kan ikke nytte noget, at jeg kommer med fem timers arbejde til dem. For det første kan de ikke sidde stille så længe, og for det andet er der også nogle forældre derhjemme, som skal arbejde, siger Chris Mie Beltoft.

Og selvom børnene er gode til det med computere, så er det rart med hjælp tæt på.

- Langt hen ad vejen er hun egentlig skarpere til det computermæssige end mig, men så er der en lille smule med læsningen eller noget matematik. Mange gange er det bare lidt hjælp til at komme i gang, og så er hun rimelig selvkørende, lyder det fra Ziggas far Morten Jacobsen.

Regeringen har meldt ud, at landets folkeskoleelever indtil videre skal fjernundervises frem til 17. januar. 

Mulighed for nødpasning:

Nu er det ikke kun forældre i kritiske funktioner, der kan få nødpasset eller nødundervist deres børn.

For at flere forældre i den offentlige og private sektor kan gå på arbejde under de forlængede restriktioner, udvides adgangen til nødpasning for visse elever.

Det oplyser Børne- og Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.

Udvidelsen gælder for elever i 0.-4. klasse, så forældre, der har behov for pasning for at kunne varetage deres job i den private eller offentlige sektor, kan få passet deres børn.


Nyhedsoverblik