I et brev til ledelsen rejste 72 jordemødre i september 2023 kritik af forholdene på fødeafdelingen på Slagelse Sygehus.
Nu – knap et år senere – er forholdene ifølge flere jordemødre blevet endnu værre.
Tirsdag har tre af dem også har valgt at stå frem her på TV2 ØST.
- Det er voldsomt at gå fra at være en af de bedste arbejdspladser til at være et sted, som folk flygter fra, siger Julie Haas, som er en af de 72 jordemødre.
Jeg synes, det tilbud, vi kan give vores fødende, er fuldt fagligt tilfredsstillende
Slagelse Sygehus' øverste chef er direktør Niels Reichstein Larsen.
Anerkender du, at arbejdsforholdene ikke er optimale på fødeafdelingen på Slagelse Sygehus?
- Det, jeg anerkender, er, at vi har en fødeafdeling, som er utrolig velfungerende, og hvor vi i modsætning til flere andre steder i landet, har været i stand til at rekruttere – og jeg anerkender også, at jordemødrene oplever, de har travlt og de synes, deres arbejdsmiljø er presset, lyder svaret fra Niels Reichstein Larsen.
- Det er selvfølgelig en stor bekymring for os – vi ønsker man skal gå på arbejde og have et ordentligt arbejdsmiljø og ordentligt arbejdsmiljø og ordentlig psykologisk tryghed i det arbejde, man udfører, tilføjer han.
Fuldt fagligt tilfredsstillende
Men du synes, det fungerer på afdelingen?
- Jeg synes, det tilbud, vi kan give vores fødende, er fuldt fagligt tilfredsstillende.
- Vi er altid i en balancegang mellem; hvad er det for en økonomi, vi har til rådighed, og hvad er det for nogle medarbejderressourcer vi har til rådighed, og hvor mange fødende er der – både konkret og ambulante besøg og kontroller.
Men du har også 72 medarbejdere, der har skrevet et bekymringsbrev – og tre der nu står offentlig frem med kritik af det arbejdsliv, de har. Hvad vil du gøre for at sikre dem et bedre arbejdsmiljø?
- Jeg vil gøre det, som vi allerede gør, og især sammen med vores afdelingsledelse – hvad kan vi gøre inden for de rammer, vi har? For det er desværre sådan i sundhedsvæsnet i dag, at vi har midler, vi har.
Beder du om flere penge?
Ifølge Niels Reichstein Larsen har Slagelse Sygehus siden 2019 tilført flere midler til fødeområdet.
- Men vi er også i en situation, hvor vi har et statisk budget – så hvis vi skal tilføre flere midler til jordemødrene – så er vi nødt til at prioritere dem fra nogle af de andre områder på sygehuset. Og det er vores dilemma.
Så du beder om flere penge?
- Nej – jeg er embedsmand – så jeg administrerer det budget, jeg er har fået. Og det forsøger vi at gøre efter bedste evne.
- I år skal hele sygehuset spare – og det rammer desværre også fødeafdelingen og gynækologisk afdeling.
En jordemoder fortæller, at hun frygter at afdelingen på sigt ender i de samme problemer som afdelingen på Roskilde – der var så presset at gravide måtte sendes til andre sygehuse. Deler du den bekymring?
- Det gør jeg ikke, som det er i dag, svarer sygehusdirektøren og tilføjer:
- Men jeg er også nødt til igen at sige, er der nogle opgaver, vi kan udføre anderledes – for vi skal have væres budget til at hægne sammen.
Du kan læse hele artiklen, hvor jordemødrene står frem med deres kritik via linket her.