Sygehus undlader at indberette fejl

Læger og sygeplejersker på Slagelse Sygehus har så travlt, at fejl ofte ikke bliver indberettet. Det kan gå ud over kommende patienter, advarer en ekspert.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De omfattende problemer med dårligt arbejdsmiljø på Slagelse Sygehus, som TV2 ØST i ugens løb har dokumenteret, risikerer også at gå ud over kommende patienter.

På grund af stress og travlhed er det langt fra alle fejl, der bliver indberettet. Det erkender både læger og sygeplejersker.

Tillidsrepræsentant: Der er ikke tid
Da Arbejdstilsynet var på besøg på sygehuset, fortalte lægerne på medicinsk afdeling for eksempel, at "mange utilsigtede hændelser ikke bliver registreret, fordi der ikke er den fornødne tid og overskud til det."

Ifølge personalet er billedet det samme på akutafdelingen.

- Hvis man har så travlt, som vi har i vores vagter, så er der simpelthen ikke tid til at gøre det, lyder forklaringen fra Christiane Ehlers Mortensen, tillidsrepræsentant for de yngre læger på medicinsk afdeling på Slagelse Sygehus.

Ekspert: Det rammer kommende patienter
Og den manglende rapportering er et alvorligt problem, advarer professor Jes Søgaard, der har mere end 30 års erfaring inden for sundhedsforskning.

- Man lærer af de fejl, man får registreret, så man kan tage dem op og analysere dem. Du får ikke lært af de fejl, der ikke bliver registreret, og derfor går det ud over de næste patienter, siger Jes Søgaard, direktør i Dansk Sundhedsinstitut.

Han understreger vigtigheden af, at personalet og ledelsen på Slagelse Sygehus i fællesskab får løst problemet med den manglende rapportering.

26 henvendelser fra patienter og pårørende
TV2 ØST har modtaget 26 henvendelser fra tidligere patienter og pårørende, der alle har oplevet problemer på Slagelse Sygehus.

Her er et uddrag fra deres mails:

"... Vi havde for ca. 3 år siden et forfærdeligt forløb på dette skrækkelige sted, som kunne have kostet min mand livet."

"... Jeg har desværre også dårlige oplevelser med Slagelse Sygehus, ortopæd kirurgisk afd. og sidder i dag med kroniske smerter og et spinkelt håb om at vende tilbage til arbejdsmarkedet."

"... Vi oplevede en ligegyldighed og mange frustrationer over den første læges behandling af vores barn og fik at vide, at det var i sidste øjeblik, før hun ikke havde overlevet."

"... Min vurdering af sygehuset, er at personalet er aaaaaaalt for stressede, og hvis der ikke snart er nogen, der slår alarm, så kommer det til at koste flere menneske liv på denne konto."

"... Efter jeg havde siddet i 7 timer og ventet, fastende, uden noget som helst at spise eller drikke siden midnat, så kom en af lægerne ind til mig og sagde, at de aflyste min operation, grundet at de ikke måtte operere mere den dag."

Ugens artikler om Slagelse Sygehus


Nyhedsoverblik