Swingerklub tæller som fitnesscenter - må have 150 gæster

Swingergaarden ved Slagelse må have op til 150 gæster ad gangen. Ejer stoler på, at gæsterne gebærder sig ansvarligt i klubben.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I sidste uge fik Swingergaarden ved Slagelse at vide, at der i deres swingerklub gælder de samme regler, som der gør i fitnesscentre.

quote Som udgangspunkt synes jeg ikke, det er moralsk helt rigtigt, at vi har åbent

Caroline Blixenkrone-Møller, ejer, Swingergaarden

- Det, vi har fået at vide, er, at i stedet for at gå ind under foreninger, så går vi ind under fitnesscentre, fortæller Swingergaardens ejer, Caroline Blixenkrone-Møller.

Det betyder, at swingerklubben ikke er omfattet af forsamlingsforbuddet, men må have én gæst per fjerde kvadratmeter. Swingergaarden må med sine 600 kvadratmeter derfor have 150 gæster ad gangen.

Så mange gæster kommer der dog ikke på Swingergaarden. Slet ikke under corona, fortæller Caroline Blixenkrone-Møller.

- På en normal dag kommer der mellem 30 og 50 stykker, og nu ligger vi mellem 10 og 20.

Stoler på gæsterne

Selvom swingerklubber er i samme båd som fitnesscentre, er Swingergaarden ikke omfattet af statens kompensationsordninger.

Når man besøger klubben, er der krav om at bære mundbind, når man står op i klubbens barområde, men mundbindskravet gælder ikke, når man sidder ned i barområdet eller bevæger sig rundt i klubben. 

- Jeg synes i bund og grund, at det ville være klogere at holde lukket. Jeg vil selvfølgelig helst holde åbent, fordi mine medlemmer skal kunne nyde det, vi har. Men som udgangspunkt synes jeg ikke, det er moralsk helt rigtigt, at vi har åbent.

Hvorfor lukker I så ikke?

- Fordi der ikke er nogen kompensation, uanset om vi holder åbent eller lukket.

Mener du, det er forsvarligt at holde åbent, når du ved, gæsterne har kontakt med hinanden?

- På den måde som vi har åbent hos os, ja. Der er intet problem i at holde åbent. Vores gæster er kloge nok. De leger med dem, de plejede at lege med, før corona kom. De er voksne mennesker, der tænker sig om. Og dem, der er udsatte eller har de mindste tegn på sygdom, holder sig væk.

Op til folk at følge anbefalinger

Caroline Blixenkrone-Møller understreger, at der ikke er ligeså meget seksuel kontakt mellem gæsterne, som de fleste måske går rundt og tror.

- Nu er det jo ikke sådan, at de kysser på kryds og tværs. Nede hos os mødes man enten med dem, man har aftalt noget med på forhånd, eller folk, man finder i baren eller i spaen. Og så leger man måske med én eller to. Men det er ligeså meget en social klub. Ligeså tit er det ikke kun for at gå ud og ”sexe”, men for at have nogen at snakke med et andet sted end derhjemme.

Følger I anbefalingerne om at holde afstand?

- Det kan man. Det er jo heldigvis op til folk selv, men det kan man sagtens, hvis man ønsker det.

Gør folk det?

- Dem, der leger sammen, følger dem selvfølgelig ikke. Jeg tror ikke, jeg har set nogen i Danmark med den størrelse aggregater mellem benene, så det kunne lade sig gøre. Men når de ikke leger sammen, så er det klart, at man holder en afstand til hinanden.

Savner klare regler fra myndighederne

Der har længe hersket tvivl om, hvordan swingerklubber skal kategorises af myndighederne. Det afhænger blandt andet af, hvilken politikreds klubben ligger i.

quote Nu er det jo ikke sådan, at de kysser på kryds og tværs

Caroline Blixenkrone-Møller, ejer, Swingergaarden

 - Jeg fik, som den første ejer af en swingerklub, at vide, at vi sidestilles med fitnesscentre, og det fortalte jeg til de andre swingerklubber i andre politikredse, hvor de kun må være 10, og hokus pokus, så er der nogle af de andre politikredse, der ændrer mening, siger Caroline Blixenkrone-Møller.

Hun mener, at myndighederne bør ensrette retningslinjerne, så der ikke opstår forvirring blandt swingerklubsejerne.

- Det giver konkurrenceforvridning, og det har vi svært ved at forstå.


Nyhedsoverblik