Sværvægtere til regionens fodboldhold i pokalen

Holbæk, Næstved og FC Vestsjælland får deres sag for i næste runde af fodboldens pokalturnering, hvor de skal møde henholdsvis Brøndby, FC Midtjylland og F.C. København.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der bliver nok at se til for regionens fodboldhold, når de senere på måneden skal spille næste runde af pokalturneringen. Holbæk B&I, der spiller i 2. division, skal møde Brøndby fra Superligaen, mens Næstved og FC Vestsjælland fra 1. division skal møde henholdsvis FC Midtjylland og F.C. København.

Næstved kom på nærmest mirakuløs vis videre i pokalturneringen, da de i sidste runde slog FC Nordsjælland, selv om de fik to mand udvist undervejs. Træner Mogens Krogh er dog klar over, at det bliver svært at komme fra kampen mod de danske mestre fra FC Midtjylland med et lige så godt resultat.

- Jeg lover, at vi ikke kan gøre det med ni mand mod FC Midtjylland. Vi må se, hvad FCM kommer med. De har mange jern i ilden, starter gruppespillet i Europa League og har også Superligaen at tænke på, så man ved ikke, hvad de stiller op med. Nedprioriterer de kampen og stiller med en del reserver, så har vi da muligheden for at lave en overraskelse, men det kræver, at vi rammer vores topniveau, for at vi har en chance, siger Mogens Krogh til bold.dk.

FC Vestsjælland mødte også F.C. København i sidste sæsons pokalturnering. De to hold tørnede sammen i finalen, der endt 2-2 efter ordinær spilletid. Det blev dog københavnerne, som scorede i den forlængede spilletid og stak af med sjren. Nu får vestsjællænderne så mulighed for revanche, når holdene mødes enten den 22. eller 23. september.


Nyhedsoverblik