Super-Brian: Jeg møder Holyfield i marts

Korsør-bokseren Brian Nielsen venter kontraktunderskrift på Evander Holyfield-kamp i denne uge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Bokseren Brian Nielsen forventer, at underskriften på en kamp mod Evander Holyfield falder på plads inden på søndag.

- Jeg regner med, at Kalle kommer herned i denne uge, så vi kan skrive under. Det bliver Holyfield. Efter planen den 5. marts, og det bliver i Herning eller i København, siger Brian Nielsen til B.T.

Den danske sværvægtsbokser har ikke bokset en kamp siden foråret 2002. Hans fysiske form er fortsat tvivlsom, men dog i fremgang.

- Jeg kan stadig ikke løbe, men jeg træner både på stepmaskine, raodrunner og en trappemaskine. Jeg skal nok nå i topform.

Promoter Kalle Sauerland bekræfter, at der arbejdes seriøst med en kamp om 3-4 måneder. Men en egentlig udmelding kommer først efter Super Six-fighten mellem Carl Froch og Arthur Abraham den 27. november.

- Jeg vil gerne sige, at det ser meget positivt ud i forhold til en Brian Nielsen-kamp i februar eller marts,

Promoteren mener, at danskerens helbred er blevet så godt, at det tillader en kamp, men han vil se Brian Nielsen i bedre form, før han sender ham i ringen.

- Brians knæ er blevet fikset, og nu er han medicinsk fri, men han skal også være fysisk fit. Han skal med andre ord i form.

- Jeg sender ham ikke i ringen, hvis ikke formen er i orden. Det er en nødvendighed rent helbredsmæssigt, og det koster mig også mange penge at lave kampen, siger Kalle Sauerland.