Sund & Bælt donerer it-udstyr til Nepal

Hos Sund og Bælt i Korsør yder man løbende hjælp til befolkningen i Nepal – og det får lige nu stor betydning efter sidste weekends jordskælv.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Viljen til at hjælpe er stor hos Sund & Bælt i Korsør.

Siden 2012 har virksomheden doneret it-udstyr til et hospital i Nepal, der ligger cirka 40 kilometer sydøst for hovedstaden Kathmandu – og hjælpearbejdet gør for alvor en forskel efter sidste weekends jordskælv.

- Man får sådan en tilfredshedsfølelse af at hjælpe andre uden absolut at få noget igen, det er rigtig dejligt, siger Michael Henningsen, it-specialist hos Sund & Bælt, der står i spidsen for indsamlingen.

It-udstyret, som virksomheden sender til landet, består bl.a. af computere, skærme og walkie talkier, som de ikke længere har brug for på Storebæltsbroen, men som til gengæld gør stor gavn for hospitalets ansatte.

- De skal ikke selv ud og investere i den meget store økonomiske post, som det er at starte op med it. I stedet kan de bruge midlerne, de har, på patienter, siger Michael Henningsen.

Især den seneste donation af blandt andet 100 walkie talkier forbedrer forholdene for de ansatte, fordi andre mulige kommunikationsforbindelser i øjeblikket er ustabile.

- De kan bruge tiden på noget andet. De kan bruge tiden og kræfterne på patienterne, som stadig strømmer ind, i stedet for at skulle rende rundt og hente ting for at få ekstra hjælp og sådan noget, siger Michael Henningsen. 


Nyhedsoverblik