Styrelse spænder ben for mobilmast på Omø

Slagelse Kommune vil gerne betale for en mobilmast på Omø ved Skælskør, så øboerne kan bruge deres mobiltelefoner. Men det siger Erhvervsstyrelsen nej til.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Øboere, turister og gæster på Omø ved Skælskør har ofte problemer med at få signal på deres mobiltelefoner.

- Næsten alle øboerne har fortsat fastnettelefon, det er simpelthen for usikkert at forlade sig på mobilen, fortæller Dorthe Winther, som er formand for øens Beboer- og Grundejerforening.

Kommune vil hjælpe

Folk med mobilabonnement hos Telenor er ofte bedst stillet, da de kan fange mobilsignal fra Telenors mobilmast på naboøen, Agersø, men det er stadigvæk ikke godt nok, mener både øboere og Slagelse Kommune.

Kommunen har derfor sagt, at den gerne vil betale for, at der kommer en mobilmast på omø, men det spænder Erhvervsstyrelsen nu ben for.

Den finder det nemlig problematisk, at der kommer lynhurtigt bredbånd - i form af fibernet - til Omø i løbet af i år.

Styrelse siger nej

For ifølge styrelsen skal bredbåndsteknologi sidestilles med mobilteknologi, og når øboerne nu har fundet penge til et fibernet, så er det ikke også tvingende nødvendigt, at Slagelse Kommune får rejst en mobilmast på øen.

- Det har jo i vores optik ikke noget med hinanden at gøre, siger Henrik Brodersen (DF), som er formand for Landdistrikts-, Teknik- og Ejendomsudvalget i Slagelse Kommune.

- Vi kan ikke forstå, hvorfor de lige pludselig har fået den holdning til det, siger han.

Øboere: Det må være en fejl

Det kan de heller ikke på Omø

- Det er helt grotesk, at man går ind og siger, at de to ting udelukker hinanden, så vi tænker, at det må være en fejl fra Erhvervsstyrelsens side, siger Dorthe Winther fra Omøs beboerforening.

Teknikforvaltningen i Slagelse Kommune har sendt uddybende spørgsmål til Erhvervsstyrelsen, som man nu venter på svar på.

Mandag skal der være møde om sagen i Slagelse Kommunes Landdistrikts-, Teknik- og Ejendomsudvalg.


Nyhedsoverblik