Strømmen fik fat i svømmer på vej over Storebælt: - Okay, det er noget rigtig lort det her

En 11 timer lang svømmetur fra Fyn til Sjælland uden følgebåd blev en vanskeligere affære, end Mick Clausen havde forventet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Strømmen er lidt stærkere, end jeg forventede.

Vandet skvulper ind over hans hoved.

- Det samme er bølgerne, som I kan se.

Han ryster det værste vand fra ansigtet. Han svømmer på ryggen og forsøger at krydse sejlrenden ved højbroen. Men strømmen overmander ham.

quote Okay, det er noget rigtig lort det her

Mick Clausen, Slagelse

Mick Clausen fra Slagelse har taget en tur i bølgen blå til nye højder. Han har svømmet 30 kilometer fra Fyn til Sjælland alene – uden følgebåd. Han har filmet turen for senere at kunne bruge dem på sociale medier. Men hvad han ikke vidste var, at han for alvor ville komme til at mærke havets kræfter.

Artiklen fortsætter under billedet.

 
  Foto: Mick Clausen

- Jeg prøvede at svømme, og så holdt jeg øje med, hvor jeg lå i forhold til broen. Så havde jeg svømmet en time, og så kiggede jeg, og så lå jeg det samme sted. Så svømmede jeg en time mere, så kiggede jeg, og så lå jeg det samme sted. Og sådan blev det ved.

- Til sidst vidste jeg nærmest ikke, hvad jeg skulle gøre, for at komme væk herfra.

Lod sig rive med

Ideen til svømmeturen fik Mick Clausen, da han kørte over Storebælt sammen med nogle venner.

- Da vi kørte over broen, sagde jeg for sjov, at hvis jeg nu faldt i her, så ville jeg godt kunne overleve ved at svømme ind til land, og så sagde de, at det ville nok aldrig kunne ske. Og siden det har jeg altid tænkt lidt på, om jeg kunne gøre det. Så gjorde jeg det så - og fik det sidste ord, fortæller Mick Clausen.

Men det sidste ord krævede masser af viljestyrke.

Den ene bølge efter den anden skvulper ind over hovedet på ham. Okay, det er noget rigtig lort det her, tænker han.

- Men så tog jeg en beslutning om, at jeg blev nødt til at lade være med at tænke de tanker og bare give den gas.

Artiklen fortsætter under billedet.

 
  Foto: Mick Clausen

Han lader sig rive med strømmen.

Fire kilometer fra det sted, han egentlig havde planlagt, går han i land.

quote Man er i stand til mere, end man troede

Mick Clausen, Slagelse

Han ser en håndværker, der arbejder på et sommerhus. Mick Clausen har det ikke så godt, så han spørger håndværkeren, om han ikke må får noget vand og noget med sukker i.

- Så hentede han en dame, der ejede huset, og så tog hun sig rigtig godt af mig og gav mig cola og grillmad og varmt tøj.

- Det var superheldigt, siger Mick Clausen.

Kun et mén

Svømmeturen tog 11 timer og krævede noget helt særligt Mick Clausen.

- Jeg har fundet ud af gennem flere ting, jeg har lavet, at man faktisk kan mere, end man tror, og i og med at man presser sig selv og rykker sine grænser, så vil det bare sidde i en. Så vil man bare automatisk føle, at man er i stand til mere, end man troede, siger Mick Clausen.

Artiklen fortsætter under billedet.

 
  Foto: Mick Clausen

Det eneste mén, han har taget med sig fra turen, er en solskoldning i panden.

- Jeg kan godt lide, at jeg har gjort noget, som der ikke er andre, der har gjort. Jeg er også glad for, at jeg har gjort noget, som der er flere, der har sagt, at jeg ikke kunne. Det er fedt, synes jeg, lyder det fra Mick Clausen.


Nyhedsoverblik