En del af sommerhusområdet og stranden ved Næsby Strand er søndag morgen blevet afspærret af politiet, der efterforsker en anmeldelse om vold i området.
Voldsepisoden skulle have fundet sted natten til søndag.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 ØST.
- Vi kan ikke sige så meget om det endnu, men området er afspærret, fordi vi har politihunde til at søge efter spor - og det har vi fortsat, fortæller vagtchef Kent Edvardsen til TV2 ØST klokken 11:20 søndag.
En person anholdt
Vagtchefen oplyser, at en person er anholdt efter anmeldelsen. Han blev fremstillet i grundlovsforhør søndag klokken 11.00, hvor han ifølge avisen Sjællandske blev varetægtsfængslet i to uger.
- Vi kan endnu ikke sige meget om sagen, men han er sigtet for at have begået grov vold, siger Kent Edvardsen.
- Der ligger et større efterforskningsarbejde forude, og vi skal have afhørt alle de involverede for at finde ud af, hvad der egentlig er foregået, siger han.