Storebæltsbroen ramt af flere uheld - nu øges sikkerheden

En ny efterårskampagne i samarbejde med politiet skal nedbringe antallet af uheld ved blæst på Storebæltsbroen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Nu kommer blæsten.

Det er den første linje i Sund & Bælts nye kampagne, der sætter fokus på sikkerheden på Storebæltsbroen i forbindelse med kraftig blæst.

Efteråret og vinteren er kendt for blæsevejr og risikoen for kraftig vind og storme på de store broer. Det har de seneste to år resulteret i en række uheld med væltede vindfølsomme køretøjer på broen mellem Sjælland og Fyn, hvilket flere gange lukkede broen for al biltrafik i længere perioder.

quote Det er ikke alle, der ved, om deres køretøj er vindfølsomt eller ej

Tom Trude, linjechef for Beredskabet i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Senest væltede en lastbil i januar og lukkede broen for biltrafik i mere end tre timer. Det betød lange køer og frustrerede kunder.

Derfor ønsker Sund & Bælt med kampagnen Nu kommer blæsten. Tænk dig om, før du bliver grebet af den på Storebælt at informere trafikanter om, hvornår det er sikkert at køre over Storebæltsbroen i kraftig blæst.

- Målet med kampagnen er at nedbringe antallet af uheld på broen, forårsaget af vind. Det håber vi at gøre ved at gøre trafikanterne klogere på, hvad et vindfølsomt køretøj er, og hvor det er, vinden kan gøre det særligt farligt at passere Storebæltsbroen, når det blæser, udtaler Kim Agersø Nielsen, Teknisk Chef for konstruktioner og anlæg i Sund & Bælt, i en pressemeddelelse.

Får stor opbakning fra politiet

Kampagnen sker i samarbejde med Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som hver gang et vindfølsomt køretøj vælter på broen må ud og afhjælpe situationen.

- Det er ikke alle, der ved, om deres køretøj er vindfølsomt eller ej. En lastbil kan for eksemepl veje ti ton uden last, men alligevel være vindfølsom. Så en lastbilchauffør må ikke automatisk gå ud fra, at han kan køre over broen, hvis det blæser, siger Tom Trude, der er linjechef for Beredskabet i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Uheld og vindforhold på broen

  • 65 gange har Storebæltsbroen været lukket på grund af uheld med vindfølsomme køretøjer, siden den åbnede for biltrafik i 1998. Det svarer i gennemsnit til tre gange om året.
     
  • 17 timer og 17 minutter i én retning og 5 timer og 4 minutter i begge retninger har broen været lukket for biltrafik pga. væltede vindfølsomme køretøjer siden broens åbning.
     
  • Vindfølsomme køretøjer er for eksempel campingvogne, høje trailere, lastbiler uden eller med let last samt påhængsvogne til lastbiler.
     
  • Allerede ved 10 m/s skal vindfølsomme køretøjer være særligt opmærksomme, når de kører over broen. Når vinden kommer over 15 m/s og sidevind, fraråder Storebæltsbroen kørsel over broen for vindfølsomme køretøjer.
     
  • Vinden skal helt op på 25 m/s og altså blæse af stormstyrke, før al biltrafik indstilles på broen.
     
  • Særligt tværvinden er problematisk – altså når vinden kommer fra siden. Ved pylonerne og ankerblokkene skal trafikanter være ekstra opmærksomme, da der ofte opstår kraftige vindstød.

 

Kilde: Sund & Bælt.

- Kampagnen skal være med til at klæde trafikanterne bedre på til at kunne vurdere, om det er forsvarligt at køre over eller ej. Beslutningen er i sidste ende førerens eget ansvar, tilføjer han.

Lukkede 65 gange

Efter de flere episoder med væltede vindfølsomme køretøjer, ønsker Sund & Bælt med kampagnen både at højne sikkerheden og sikre, at broen altid er åbne for de mange tusind trafikanter, der dagligt bruger broen.

Læs også
Vognmænd: Vindgrænser på Storebælt kan forhindre ulykker
Læs også
Vognmænd: Vindgrænser på Storebælt kan forhindre ulykker

- Når køretøjerne vælter, opstår der en farlig situation, hvor andre trafikanter også kan komme i fare. Samtidig må flere tusind trafikanter holde i kø for at komme over broen, og det er dyrt – både for samfundet og erhvervslivet. Derfor sætter vi fokus på området, siger Kim Agersø Nielsen.

65 gange er køretøjer væltet på Storebæltsbroen på grundt af kraftig blæst siden broen mellem Sjælland og Fyn åbnede for biltrafik i 1998.


Nyhedsoverblik