Store investeringer i Flådestation Korsør til forhandling

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen åbner op for nye investeringer i flådestationen i Korsør.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er gode nyheder på vej til Flådestation Korsør, der efter mange år truet af lukning, nu kan få store investeringer.

Det skriver sn.dk på baggrund af et svar, forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen har givet til Folketingets forsvarsudvalg.

Udvalget havde ifølge Sjællandske spurgt ind til flådestationens fremtid, og den 4. juli svarede ministeren så:

- Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har udarbejdet et forslag til en helhedsplan for Flådestation Korsørs etablissementer. Af helhedsplanen fremgår blandt andet, at der vil skulle foretages større investeringer i kajanlægget. Dette emne vil indgå i de kommende forhandlinger om et nyt forsvarsforlig, lyder det ifølge Sjællandske i svaret til forsvarsudvalget.

Det kommende forsvarsforlig skal forhandles til efteråret og kommer til at gælde for årene 2018-2022.

LA-politiker støtter op

Flådestation Korsør har flere gange i det sidste årti været truet af lukning. Tilbage i 2010 var flådestationen en af de kaserner, der var i spil til nedlæggelse som følge af det års forsvarsforlig.

Derfor er folketingspolitiker og byrådsmedlem i Slagelse Kommune, Villum Christensen (LA) da også begejstret for forsvarsministerens svar.

- Det er meget positivt. Jeg har været med i mange forhandlinger om flåden indtil nu, men kan nu bekræfte, at det aldrig har set så lyst ud for flådestationen forud for en forhandling, hvilket glæder mig meget, siger Villum Christensen til Sjællandske.

I begyndelsen af 2017 var der også godt nyt til Korsør, da Marinehjemmeværnet fik nyt hjem på flådestationen. Det betød ca. 25 ekstra arbejdspladser.

TV ØST har lørdag forsøgt at en kommentar fra forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, men uden held.


Nyhedsoverblik