National Operativ Stab er gået i operationsberedskab for at håndtere både onsdagens voldsomme togulykke og en forhøjet vandstand. Det oplyser stabschef for National Operativ Stab Per Jensen.
Onsdag morgen skete der en voldsom togulykke på Storebæltsbroen, da et passagertog blev ramt af dele af et godstog. Ifølge DSB har ulykken kostet seks mennesker livet. 16 er kvæstet.
Samtidig er der varslet stormflod i den sydlige del af Danmark omkring Lolland, Falster, Det Sydfynske Øhav og Lillebælt.
- I forbindelse med de to hændelser - togulykken og forhøjet vandstand - har National Operativ Stab indkaldt de nationale beredskabsmyndigheder til et møde, og vi er gået i operationsberedskab for at håndtere situationen på kort og langt sigt, siger stabschef Per Jensen.
Artiklen fortsætter under billedet..
Skal afværgre fare for borgerne
National Operativ Stab (Nost) er en del af regeringens krisestyring og aktiveres ved større kriser og katastrofer. Den ligger under Rigspolitiet.
I forbindelse med de to hændelser - togulykken og forhøjet vandstand - har National Operativ Stab indkaldt de nationale beredskabsmyndigheder til et møde
Stabens opgave er at forebygge og afværge fare for forstyrrelse af den offentlige fred og orden samt fare for borgerne og den offentlige sikkerhed.
Den etableres ved eksempelvis voldsomt uvejr, terrorangreb eller når opgaverne er så omfattende, at de ikke kan løses alene af de enkelte lokale beredskaber som eksempelvis brandvæsnet eller politiet.
Indsatsen koordineres af Rigspolitiet, mens en række andre myndigheder indgår i samarbejdet. Staben består af repræsentanter for en fast kreds af myndigheder, blandt andet Rigspolitiet, Forsvarskommandoen, Beredskabsstyrelsen og Sundhedsstyrelsen.
Stabschef Per Jensen fortæller, at Banedanmark, DSB og Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen også er indkaldt til mødet onsdag.