Stak af fra politiet: 16-årig stoppet på motorvej i stjålet bil

Onsdag morgen stoppede politiet en Mercedes på Vestmotorvejen. Føreren var 16 år gammel, og bilen var stjålet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Selvom det nu er sådan, at 17-årige må tage kørekort, så var en 16-årig dreng fra Korsør alligevel for tidligt ude, da han kastede sig ind bag rattet i en Mercedes og tog fire passagerer med onsdag morgen.

Men lovovertrædelsen stopper ikke her.

Politiet spottede den unge bilist på Storebæltsvej i Korsør klokken 9.15, men da de forsøgte at få ham til at stoppe bilen, øgede han hastigheden og kørte videre med høj fart ad Halskovvej over Dyrehovedgaards Allé og videre ud på Vestmotorvejen.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Tog bilen uden at spørge

Her kom endnu en politibil til, og de blev ved med at følge efter bilen. Kort derefter blev bilen fanget bag en lastbil, som satte farten ned og på den måde tvang den 16-årige til at gøre det samme – og til sidst lykkedes det at få Mercedes’en til at stoppe helt op.

De fire medpassagerer var alle jævnaldrende med den 16-årge fører af bilen, og de blev alle sammen anholdt.

Føreren blev sigtet for at køre uden kørekort, og da det viste sig, at han havde taget bilen uden at spørge ejeren, kom der også en sigtelse på biltyveri oven i hatten.

Alle de unge mennesker blev afhørt og derefter løsladt.


Nyhedsoverblik