Speedskater fra Slagelse ender på femtepladsen i Sydkorea

Viktor Hald Thorup gik i udbrud og vandt en indlagt spurt i speedskaternes finale i fællesstart.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Speedskateren Viktor Hald Thorup fra Slagelse sørgede lørdag for det bedste danske resultat ved vinter-OL i Sydkorea.

Den 23-årige dansker kørte en femteplads hjem i speedskaternes fællesstart.

Hald Thorup gik i udbrud med ti omgange tilbage af finalen og fik selskab af schweizeren Livio Wenger. 

Før Hald Thorup og Wenger blev indhentet med omkring fire omgange til målstregen, havde de hver vundet en indlagt spurt, og det betød i sidste ende, at danskeren endte på femtepladsen.

Finalefeltets anden danske deltager, Stefan Due Schmidt, holdt sig nede bagved gennem hele finalen og tog en 13.-plads.

Sydkoreaneren Lee Seung-Hoon vandt guld foran belgiske Bart Swings og hollænderen Koen Verweij. 

Se indslaget: Vinter-OL i Sydkorea er i fuld gang, og her fra vores region har vi en enkelt deltager med. Viktor Hald Thorup skal køre disciplinen massestart i hurtigløb på skøjter.