Søskendepar: Glade for opbakningen

Søskendeparret fra Skælskør-sagen er positive overfor, at byrådsmedlem i Slagelse Kommune, Troels Christensen, melder klart ud og mener, at kommunen bør indgå forlig i sagen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

For byrådsmedlem Troels Christensen er der ingen tvivl. Ifølge ham bør og skal Slagelse Kommune indgå forlig i sagen om de tidligere anbragte piger, der blev sexmisbrugt og udsat for vold og ydmygelser af deres plejefamilie fra Skælskør. Og den klare udmelding fra Slagelse-politikeren glæder de to søstre.

Vi har et ansvar, som vi bliver nødt til at leve op til, og det betyder rigtig meget. Det er vi rigtig glade for, siger Nanna Hansen

- Det betyder rigtig meget for os. Og allermest, at der er en  fra Kommunen, der faktisk vågner op og siger, at der er jo noget galt her, og vi bliver nødt til at handle. Vi har et ansvar, som vi bliver nødt til at leve op til, og det betyder rigtig meget. Det er vi rigtig glade for, siger Nanna Hansen.

Og hendes søster Sapran Hassna uddyber:

- Jeg synes, at det er rart at høre, at der er et byrådsmedlem fra Slagelse kommune, der udtaler sig om, at han synes, at kommunen skal indgår et forlig med os søskende. Jeg synes dog, at der er stor forskel på, om de bare vil smide nogle penge efter os for, at vi ikke længere udtaler os om sagen, eller om de ønsker at give os det fulde beløb, som vi har søgt om og samtidig anerkende, at det er deres fejl, hvad der er sket med mig og mine søskende, siger Sapran Hassna.

Krænket fra de var seks

De to søstre var sammen med to andre søstre anbragt i en plejefamilie i årene 1999 til 2005. Pigerne var fra fire til otte år, da de blev anbragt, efter at deres psykisk syge far havde dræbt deres mor.

Under opholdet hos plejefamilien blev pigerne udsat for vold og ydmygelser - og to af pigerne blev fra 6-11-års alderen groft misbrugt seksuelt. Plejefaren modtog i 2008 en byretsdom for vold og overgreb, som landsretten senere stadfæstede. Pigerne fik i den forbindelse en erstatning på henholdsvis 10.000, 30.000 og 70.000 kroner, som advokatens salær på 25.000 kroner skulle trækkes fra.

Mens pigerne var anbragt, kom der løbende underretninger om, at noget var galt, men Skælskør Kommune, som først havde sagen, og derefter Slagelse Kommune fulgte ifølge Nanna Hansen og Sapran Hassna ikke op på underretningerne – ligesom det kom frem at tilsynet med familien var yderst sporadisk.

Nanna Hansen og Sapran Hassna mener derfor, at Slagelse Kommune skal stilles til ansvar.


Nyhedsoverblik