Ansatte på Slagelse Sygehus bryder deres tavshedspligt. Det dokumenterer avisen Sjællandske.
Hele fem gange i løbet af sommeren har en journalist fra avisen kontaktet sygehuset. Alle gange har journalisten fået fortrolig information oplyst, uden så meget som at skulle oplyse personnummer på patienten.
"Patienten har det godt"
Journalisten ringede til sygehuset og spurgte ind til en bekendt, som var - eller muligvis ikke var - indlagt på Slagelse Sygehus. Receptionisten kunne oplyse, hvor vedkommende var indlagt og tilbød endda at stille om til afdelingen. Her kunne en sygeplejerske fortælle, at patienten efter omstændighederne havde det godt, og hvordan man behandlede den pågældende. Samme forløb gentog sig ved to senere opkald.
Fundet i modtagelsen
Fjerde gang kunne opringningen endda krydres med patientens personnummer. Og femte gang havde receptionisten umiddelbart svært ved at finde patienten i systemet, men det lykkedes at finde vedkommende i modtagelsen.
Altsammen er ellers oplysninger, som er omfattet af lovgivningen om tavshedspligt, skriver Sjællandske. I en vejledning fra Sundhedsstyrelsen står der blandt andet, at alle offentlige ansatte er omfattet af tavshedspligt, ligesom alle autoriserede sundhedspersoner og medhjælpere.