Slagelse skal spare seks millioner på kulturen

I forbindelse med kommunens kommende besparelser, skal kultur og fritidsområdet også vende hver en øre. Det kommer blandt andet til at ramme byens egnsteater.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der bliver lidt mindre sjov og fornøjelse i Slagelse kommune i 2016. Kultur – og fritidsområdet skal nemlig spare seks millioner kroner ud af et samlet budget på 119 millioner.

Mandag aften gik et enigt udvalg så besparelserne igennem og satte konkrete beløb på hvor, der skal spares på hvad.

- Det har været en svær øvelse, men jeg vil gerne rose mine kollegaer i udvalget, for jeg synes vi har haft en god demokratisk proces og nogle fornuftige diskussioner, hvor vi har vendt alle detaljerne, siger formand for Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget, Troels Christensen i en pressemeddelelse (I).

Ifølge udvalget bliver de områder, som har direkte berøring med brugerne kun ramt  af besparelserne i mindre grad. For eksempel har politikerne valgt at holde igen i forhold til yderligere nedskæringer på biblioteksområdet.

- Det er rigtig mange penge, der er taget fra kulturen, og det kan ikke undgå at få nogle konsekvenser. Men vi synes, det er vigtigt at bevare bibliotekerne som hverdagens kultursteder, hvor man kan komme og blive inspireret og møde andre mennesker, siger medlem af Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget Lis Tribler (S).

En anden af de kulturinstitutioner, der kommer til at mærke kommunens anspændte økonomi, er Borreby Teater, som tidligere på året fik afslag på at blive egnsteater fra Kulturstyrelsen. Planerne om egnsteateret er indtil videre skrinlagt og derfor har kommunen valgt at fjerne en bevilling på 1,7 millioner kroner. Til gengæld får teatret 150.000 kroner oven i det oprindelige driftstilskud på 250.000.

Besparelserne i 2016 videreføres i 2017, hvor der dog skal findes yderligere én million kroner.


Nyhedsoverblik