Slagelse laver ungdomsklub på hjul: - Det er fedt, at man kan komme rundt

Slagelse Kommune har ombygget en gammel norsk rutebil, så den nu fungerer som mobil ungdomsklub.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I Slagelse og byerne omkring er det nu blevet en hel del lettere at komme i ungdomsklub. Den nye ungdomsklub har ingen fast adresse, men til gengæld har den fire hjul. 

- Lige nu skal vi ud til Flakkebjerg, hvor det er meningen, at vi skal holde ungdomsklub i aften, siger Jesper Vestergård Kjæp, der er både chauffør og pædagog i den rullende ungdomsklub.

Bussen kører fire dage om ugen.
Bussen kører fire dage om ugen. Foto: Emile Grav - TV2 ØST

Fire dage om ugen kører bussen og dens pædagoger ud til mindre byer i Slagelse Kommune, der ikke har en ungdomsklub. På den måde behøver de unge ikke at komme til ungdomsklubben i Slagelse, men klubben kan komme til de unge i stedet.

- De kan lige komme ned og hygge med deres venner på et neutralt sted. De behøver ikke engang at være sammen med os. De kan sidde og hygge for sig selv, hvis det er det, de har lyst til, siger pædagog Simone Medom Tang Vejle.

Der er maser af plads til hygge i den nye ungdomsklub.
Der er maser af plads til hygge i den nye ungdomsklub. Foto: Emilie Grav - TV2 ØST

Playstation og brætspil

Bussen, der går under navnet Føniks, er proppet med alt det, der hører sig til i en ungdomsklub. Der er alt fra brætspil, PlayStation og loungeområde.

- Vi har vand, spil, merchandise og kreative ting, siger Simone Medom Tang Vejle.

Læs også
Unge åbner klub for udsatte unge - gør det af kærlighed til Ringparken
Læs også
Unge åbner klub for udsatte unge - gør det af kærlighed til Ringparken

Og noget tyder på, at de første måneder med den rullende ungdomsklub har været en succes. Det siger i hvert fald tre 14-årige, der var på besøg i ungdomsklubben mandag eftermiddag. 

- Jeg synes, det er fedt, det er en bus på hjul, for så kan man komme rundt. Det er meget hyggeligt, siger Elisabeth Frederikke Mayland Højbjerg fra Flakkebjerg.

Mandag aften spillede de unge en omgang Mario Kart, da bussen besøgte Flakkebjerg.
Mandag aften spillede de unge en omgang Mario Kart, da bussen besøgte Flakkebjerg. Foto: Emilie Grav - TV2 ØST

- Jeg synes, den er meget sej, fordi man kan være sammen med venner, og man kan tage rundt i Slagelse. Det er bare hyggeligt, siger Ask Egeskov fra Fuglebjerg.

Bussen kørte rutedrift i Norge

Bussen kørte oprindeligt rutedrift i Norge. Nu er den så ombygget og altså specialdesignet til formålet.

- Jeg kan bedst lide at være her. Det er hyggeligt. Der er tv. Det er dejligt. Det er bare hyggeligt at være hernede. Man kan lave lidt af hvert, siger Elisabeth Frederikke Mayland Højbjerg.

Ungdomsklubben holder åbent fire dage om ugen indtil 21.30. De holder også arrangementer, hvor de kører de unge på ture for eksempel til København.


Nyhedsoverblik