Turister og sommerhusejere skal fra den 1. juli og frem til nytår betale mere for at komme med færgen til Omø og Agersø.
Det blev besluttet på et byrådsmøde i Slagelse Kommune mandag aften. Det bekræfter formand for Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget Anders Koefoed (V).
- Det er da altid ærgerligt at skulle ud og hæve priserne. Men et eller andet sted tænker jeg, at så er det måske også forventeligt i denne tid, hvor alting stiger, at så er det nok også uundgåeligt, at færgetaksterne stiger en smule, udtalte formanden til TV2 ØST i søndags.
De stigende brændstofpriser har fået udgiften til den kommunale færgedrift til at vokse. Man har beregnet, at det i år vil koste 1,9 millioner kroner ekstra at drive færgerne til Omø og Agersø sammenlignet med sidste år.
Det er da altid ærgerligt at skulle ud og hæve priserne
Derfor stiger billetpriserne nu med otte procent. Det betyder eksempelvis, at en voksenbillet frem og tilbage til Omø vil stige fra 95 kroner til 103 kroner.
Lolland Kommune hæver også prisen
Slagelse Kommune er ikke de eneste, som har set sig nødsaget til at sælge dyrere færgebilletter. I år besluttede Lolland Kommune også at hæve deres billetpriser for færgerne til Fejø, Femø og Askø.
Sammenslutningen af Danske Småøer er ærgerlige over udsigten til de højere priser. De seneste par år har der nemlig været en god strømning af turister til øerne.
- Vi så jo, hvordan det gavnede øerne, at priserne var lave, og på samme måde gavner det jo ikke øerne, når priserne er høje. Så bliver det en form for betalingsring rundt om øerne, forklarede Kirsten Sydendal, formand for Sammenslutningen af Danske Småøer, til TV2 ØST i søndags.
Billetpriserne vil kun stige for turister og sommerhusejere. Beboerne på Omø og Agersø kommer derfor ikke til at opleve en prisstigning.