Slagelse hyldede soldater (Video)

I seks måneder har de kæmpet ved fronten i Afghanistan. Torsdag blev de hyldet ved en parade i Slagelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Uniformerne har netop forladt Afghanistans ørken, men der var ikke meget støv at finde på dem, da der torsdag blev holdt hyldestceremoni for de 700 soldater, der netop er vendt hjem fra Afghanistan.

Først var der en hyldestparade ved Antvorskovhallen i Slagelse, og derefter marcherede de netop hjemvendte soldater fra hold 7 tre kilometer rundt i Slagelse by. Det er første gang, Antvorskov kaserne er vært for en ceremoni, der på denne måde samler alle de hjemvendte på tværs af landets kaserner.

- Det gør vi dels for at byde dem velkommen hjem og dels for at give offentligheden en mulighed for at anerkende den indsats, soldaterne har udført, fortæller Tommy M. Paulsen, som er chef for Gardehusarregimentet i Slagelse.

Og der var bestemt rigtig mange flag og folk, der var mødt frem for at hylde soldaterne. Deriblandt Inger Toft Nielsen, hvis søn netop er kommet hjem:

- Jeg synes, det er en rigtig god idé med paraden her. Det er vigtigt, vi støtter op om dem, for det har været rigtig hårdt arbejde for dem, lød det fra moderen, der var kommet hele vejen fra Svendborg i dagens anledning.

Holdet her har mistede tre kammerater i Afghanistan . De blev ikke glemt i dagens pomp og pragt, men blev husket med et minuts stilhed.

Soldaterne lod til at være glade med, at så mange var mødt frem i for at se marchen gennem byen.

- Det er rigtig rart at se, at der stadig er opbakning til os, lød det fra konstabel Paw Madsen.

Hermed er punktummet markeret for seks måneder ved fronten, og forude venter hverdagen i Danmark.

[video:video_mangler:090827_soldaterparade.flv]


Nyhedsoverblik