¨

Slagelse får millionregning for at droppe samarbejde

Arkivfoto.

Slagelse Kommune ville ikke være en del af et fælles beredskab på Vestsjælland. Nu sender de fem andre kommuner i samarbejdet en millionregning.

Det kommer efter alt at dømme til at koste Slagelse Kommune dyrt, at kommunen ikke ville tage del i et fælles beredskab på Vestsjælland. 

Kommunen vurderede, at de ikke ville få nok ud af at være en del af et fælleskommunalt beredskab og derfor meldte de sig ud af det gryende samarbejde -  blot en uge før fusionen skulle træde i kraft.

Nu har de fem andre kommuner i samarbejdet sendt en regning på 973.012,81 kroner. 

Det skriver Sjællandske.

Ifølge avisen falder regningen i to dele. En regning på 303.514,70 kroner for etableringen af selskabet. Derudover er der også en anden og større regning på 669.498,11 kroner. Den del er Slagelse Kommunes andel af et nyt etableret hovedkvarter i Svebølle. Kalundborg, Holbæk, Sorø, Odsherred og Lejre Kommuner vurderer nemlig, at de godt kan være på Stationen i Kalundborg.

Politisk uenighed om betaling

Over for Sjællandske fortæller borgmester Stén Knuth (V), at kommunen vil løse sagen på en fredelig måde.

- Jeg vil prøve at få ordnet det her i mindelighed, så der ikke bliver nogen stor strid mellem kommunerne, siger borgmesteren til avisen.

Gruppeformand for socialdemokraterne John Dyrby Pausen er dog ikke enig i, at hele regningen bare skal betales. Han mener dog, at regningen på godt 300.000 kroner skal betales.

- Jeg mener dog ikke, at vi skal betale for etableringen af hovedkvarteret i Svebølle. Men det er jo almindelig taktik i en forhandling, at man starter højt, siger gruppeformand for Socialdemokraterne, John Dyrby Paulsen.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App