Slagelse byder velkommen til den nye socialrådgiveruddannelse

Der er fuldt hus på den nye socialrådgiveruddannelse i Slagelse. Det giver et løft til hele Vestsjælland, vurderer uddannelsesleder.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I dag begynder 40 studerende på den nye socialrådgiveruddannelse i Slagelse under Professionshøjskolen Absalon. Det er fuldt hus, for det er lige akkurat så mange pladser, der er til rådighed på sommersemestret.

Og det glæder uddannelsesleder Inger Marie Jessen.

- Vi har fået bekræftet, at der er mange, der gerne vil læse til socialrådgiver og også arbejde med det sociale område bagefter. Og så bliver der jo bedre rekrutteringsgrundlag for de arbejdspladser, der ligger her i Vestsjælland, siger hun til TV ØST.

Planen er, at uddannelsen skal have et særligt fokus på praksis, fortæller uddannelseslederen.

- Der bliver mulighed for et tæt samarbejde mellem uddannelsen, kommuner og regionen. Vi spiller tæt sammen. Det er vigtigt for at de studerende får en god praktisk forståelse, siger hun.

Fokus på psykiatrien

Der skal også være fokus på de lokale udfordringer, der er på Vestsjælland. Her er der nemlig blandt andet brug for socialrådgivere med viden om psykiske lidelser, og derfor skal psykiatrien være en central del af uddannelsen. Derfor samarbejder de blandt andet med det regionale psykiatrisygehus i byen.

Også i kommunen glæder de sig over den nye socialrådgiveruddannelse og det kommende samarbejde.

- Det er jo fantastisk at vide, at vi kommer til at præge uddannelse, så vi får nogle medarbejdere, der er rustet til at arbejde med vores udfordringer. Og samtidig tænker jeg, at vi får lettere adgang til ny viden og forskning, siger børn- og ungedirektør i Slagelse Kommune, Vini Lindhardt, i en pressemeddelelse.

I alt der blevet optaget 80 studerende på uddannelsen. Resten begynder til vinter. Uddannelsen til Socialrådgiver varer 3 ½ år  


Nyhedsoverblik