Skælskørsøstre beder Slagelse Kommune om mere erstatning

Tre af Hassna-søstrenes advokat rejser krav om erstatning til Slagelse Kommune, på trods af at pigerne hver især har fået 100.000 kroner i godtgørelse.

Tema: Plejefamilien fra Skælskør
uniE095 Mere om tema
Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Slagelse Kommune har svigtet og burde have opdaget og forhindret de overgreb, som tre søstre blev udsat for hos deres plejefamilie lidt uden for Skælskør i årene 1999 til 2005.

Sådan lød det i dommen ved Østre Landsret, som blev afsagt den 14. juni i år.

Dommen medførte en godtgørelse til hver af de tre såkaldte skælskørsøstre på 100.000 kroner. Senere fik også den fjerde søster et lignende beløb, og med det var sagen afsluttet. 

Brev sendt til Slagelse Kommune

Det mener søstrene Sapran Hassna, Amal Hassna og Nanna Hansen dog angiveligt ikke.

De ønsker nu flere penge, lyder det i en skrivelse, som Slagelse Kommune, herunder borgmester Stén Knuth (V), har modtaget. Det skriver Sjællandske.

I brevet, som er sendt af søstrenes advokat, Mads Krøger Pramming, står, at hans klienter har bedt ham ”rejse et krav om godtgørelse og erstatning for de fortsatte omsorgssvigt, mens Slagelse Kommune havde ansvaret for dem”. 

Ikke et bestemt beløb

I brevet er det ikke angivet, hvor stort et beløb, søstrene håber på, og egentlig lægges der mere op til dialog om et forlig, end der egentligt er tale om et krav. Det synes klart mod slutningen af brevet, hvor advokaten forklarer, at søstrene reelt ikke ønsker en sag ved retten.

- Mine klienter er selvsagt udmattede ovenpå flere års retssag mod Slagelse Kommune og ønsker mere end noget andet at lægge det hele bag sig og komme videre i livet, skriver Mads Krøger Pramming.

Borgmesterens dør er åben 

Borgmester Stén Knuth bekræfter modtagelsen af brevet over for Sjællandske, men undrer sig over fremgangsmåden. Ikke mindst i forhold til at sagen er blevet afsluttet i Østre Landsret.

- Vi har modtaget et potentielt krav fra en advokat, som skriver, at han repræsenterer de tre søstre. Som borgmester vil jeg beklage, hvis vi endnu engang skal igennem en juridisk sagsbehandling og ikke en dialog om, hvad vi kan gøre for, at disse piger kan komme videre i deres liv, siger Stén Knuth, som fortæller avisen, at han har sin dør åben.

- Jeg håber, at vi meget snart kan få et møde med den advokat, som repræsenterer pigerne, så vi kan finde ud af, hvad de ønsker, og hvordan vi kan imødekomme et eventuelt krav, siger han.