SF lovede kold skulder til Venstre-borgmester - endte med at indgå alliance

I Slagelse kunne Venstres Knud Vincent natten til onsdag præsentere sine støtter - her i blandt SF.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Støtter af SF i Slagelse har i ugerne op til valget på det nærmeste fået håndslag af partiets spidskandidat Jørgen Grüner: Det bliver ikke med SF's støtte, at Venstre sætter sig på borgmesterposten.

De to partier har de seneste to år haft et tæt parløb i opposition til nu afgående borgmester John Dyrby Paulsen (S) – men et er samarbejde. Noget andet er at støtte en Venstre-borgmester – og det ville ifølge Jørgen Grüner være utænkeligt.

Senest i de tidlige timer af valg-optællingen tirsdag aften lød det over for TV2 ØST:

- Jeg kan ikke pege på Venstres borgmesterkandidat, det kan jeg ikke.

quote Det har jeg sagt hele tiden. Det er bare jer, der hører noget forskelligt, tror jeg.

Jørgen Grüner (SF), medlem af byrådet, Slagelse Kommune

Og det er helt sikkert. Så vil du hellere pege på John Dyrby?

- Det er fuldstændig sikkert.

Så du siger ja til at pege på John Dyrby Paulsen (S)?

- Ja, det er rigtigt. Hvis vi ender i et valg mellem de to, peger vi på John Dyrby. Men inden da vil der være os selv og Troels Brandt (R) også, som vi vil pege på.

For politisk uenige

Og tidligere har et lignende budskab været fremført af Grüner i dagspressen hos Politiken den 2. november 2021:

Vil du pege på Venstres spidskandidat for at undgå Dyrby Paulsen?

- Nej, det vil jeg ikke. Det kan godt være, at jeg kan arbejde fint med Knud Vincents, men vi er for politisk uenige til, at jeg vil pege på ham.

Ikke desto mindre kunne vælgerne i Slagelse - her i blandt 2.529 SF-vælgere - ud på natten se Knud Vincents (V) tone frem på skærmen med budskabet om, at han har samlet 18 mandater bag sig som kommunens nye borgmester – heriblandt to mandater fra SF.

Og ved Vincents side stod Jørgen Grüner:

- Jeg er også glad for det her samarbejde og tror, at det er lige præcis det, som Slagelse Kommune har brug for.

Læs også
Portræt: Samarbejdets mand sætter sig ved roret i landets giftigste byråd
Læs også
Portræt: Samarbejdets mand sætter sig ved roret i landets giftigste byråd

Ifølge SF’eren er det dog helt efter bogen, at Slagelse Kommunes kommende borgmester, trods sit liberale ophav, får sæde med støtte fra SF:

- Det har jeg sagt hele tiden, det er bare jer, der hører noget forskelligt, tror jeg. Jeg har sagt det hele tiden, og skrevet det i læserbreve, at vi ikke kommer til at levere de afgørende stemmer til Venstre. Hvis det var 16-15 mellem de to, så ville vi pege på John Dyrby (Paulsen, red.). Men i det øjeblik, at der er blåt flertal, vil vi søge indflydelse, siger Jørgen Grüner til TV2 ØST på en telefon.

- Og det var nøjagtigt det, som vi gjorde, påpeger han.

Nye Borgerlige losset ud

Det lille aber dabei er ifølge Jørgen Grüner, at Vincents havde flertal med eller uden SF. Derfor handlede det i stedet om at få indflydelse.

Hvilken grad af indflydelse, SF reelt har opnået – nu hvor partiet ikke blev tungen på vægtskålen i et kapløb mellem Venstre og Socialdemokratiet – vil ifølge Jørgen Grüner skulle forhandles på plads i de kommende timer og dage.

Her dagen derpå er der dog allerede et synligt bevis på, at SF er gået med i konstitueringen:

- Når de (borgerligere, red.) er 16 mandater, er det dumt at gå over at mugge i en krog. Vi er ikke færdige endnu, men foreløbigt har vi fået det ud af det, at vi er 18 og Nye Borgerlige er ude – og det er sig selv en gevinst, at vi fik det ud af det.

Nye Borgerlige fik ved valget med 2.812 stemmer større opbakning end SF – dog ikke flere mandater – to i alt – en fremgang på 100 procent i den vestsjællandske kommune for det fremadstormende parti.

Venstre fik i alt 11 mandater – et mandat frem fra forrige valg – imens Socialdemokratiet gik tre mandater tilbage og fik ni.

Knud Vincents har derudover samlet sig et flertal med De Konservatives tre mandater og Radikale Venstres to.


Nyhedsoverblik