Lørdag aften gennemførte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en større færdselskontrol i Slagelse. Det oplyser vagtchef Michael Skræddergaard fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi til TV2 ØST.
- Det har resulteret i en hel del sager, konstaterer han.
I alt 136 bilister nåede således i løbet af de seks timer, politiet var til stede i byen at få en hilsen med på vejen.
Af disse blev 99 blitzet af en fotovogn – her af otte ved så stor en hastighed, at de står til en betinget frakendelse af kørekortet.
Foruden fotovognen var der også patruljer på gaderne i Slagelse, som noterede i alt syv færdselsforseelser med klip i kørekortet imens en ottende bilist måtte finde andre måder at fortsætte rejsen på.
- I forbindelse med hastighedskontrol i Slagelse blev en bilist målt til at køre 108 kilometer i timen indenfor bymæssig bebyggelse, hvor hastighedsgrænsen er 50 km/t. Bilen er beslaglagt og føreren er sigtet for forholdet, oplyser Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi i et tweet om forholdet.
Føreren af bilen, en mand sidst i 20'erne, er ikke ejer af den nu beslaglagte bil.
En overskridelse af hastigheden med det dobbelte af det tilladte gør, at hændelsen betegnes som vanvidskørsel. Derfor blev bilen, en Seat, beslagslagt med henblik på konfiskation, oplyser Michael Skræddergaard.
Over 100 biler er pillet af vejene efter vanvidskørsel:
- Nye skærpede regler rettet mod blandt andet meget høj fart trådte i kraft 31. marts.
- Indtil nu er 108 biler blevet beslaglagt efter vanvidskørsel, oplyser Rigspolitiet søndag. Og heraf ejes næsten halvdelen af en anden end den, der trådte på speederen. 47 af de beslaglagte biler har en anden ejer, oplyses det.
- Netop dette indgreb mod borgere, der ikke har overtrådt nogen lov, har mødt kritik. Senest har virksomheden Forsikring & Pension efterlyst en ændring af lovgivningen.
- Retssikkerhedsmæssigt er det et indlysende stort problem lige nu, at mange af dem, der betaler straffen for vanvidsbilisten, formentlig intet har med selve forbrydelsen at gøre, har underdirektør Pia Holm Steffensen udtalt.
Indkaldt til syn
Derudover blev der registeret 20 sager om lygtefejl.
- Det kan blandt andet være bilister, der kører med tågelys, når det ikke er tåget eller manglende baglygter, forklarer Michael Skræddergaard.
I to tilfælde blev der udskrevet bøder for manglende efterkommelse af skilteanvisninger, imens tre bilejere har fået indkaldt deres vogn til syn.
Fire bilister blev noteret for fejl og mangler på køretøjet – en for manglende nummerplade – og slutteligt blev en enkelt standset med euforiserende stoffer i blodet.
Bødekataloget for trafikforseelser starter ved 1.000 kroner som gives blandt andet ved ukorrekt lygteføring, imens 1.500 kroner takseres for blandt andet manglende efterlevelse af skiltning, imens kørsel frem for rødt hører hjemme bødekataloget til 2.000 kroner.
Video: Færdselspolitiet har tidligere haft problemer med vanvidskørsel i Korsør.