Trafikanter på Vestmotorvejen og på vej af Køge Bugt-motorvejen mod København må fredag og lørdag aften berede sig på endog meget langsom kørsel på motorvejen.
Transporter med store og tunge bro-elementer vil nemlig køre 30 kilometer i timen på motorvejen i aftentimerne – og det vil kun på bestemte steder være muligt at overhale undervejs, oplyser Vejdirektoratet. Det sker i praksis ved motorvejstilkørsler, hvor de eskorterende politifolk vil lede trafikken forbi transporterne via fra- og tilkørselsramperne.
Opfordringen til bilisterne er dog, at de om muligt finder andre veje denne aften, da der med sikkerhed vil opstå kø bagved transporterne.
Transporterne er de seneste i en række der leverer bro-elementer til en bro over Motorring 4, hvor den nye jernbane til Ringsted skal føres over motorvejen.
Transporterne starter i Korsør klokken 19.30, og fortsætter indtil de når endestationen ved Vallensbæk på Københavns Vestegn.
Som en direkte følge af broarbejdet vil Vallensbækgrenen på Motorting 4 være spærret i weekenden, oplyser vejdirektoratet.