Røveriforsøg i Slagelse: Ung mand stukket med kniv

En ung mand blev fredag aften stukket med en kniv i låret og snittet i kinden under et mislykket røveri.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politiet efterforsker lørdag fortsat et røveriforsøg fredag aften, hvor en 20-årig mand blev stukket med en kniv under et røveri i Slagelse.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.

Episoden blev anmeldt klokken 22.08, og politiet betragter sagen som et røveriforsøg, der gik galt.

- Manden blev undervejs stukket i låret med en kniv og blev snittet i kinden. Han er dog tilsyneladende ikke kommet alvorligt til skade, og han kunne forlade stedet til fods, siger vagtchef Ehm Christensen til TV ØST.

Løb hjem efter røveriet

Episoden fandt sted foran Selandia på Vestre Ringgade, hvor tre til fire mænd kastede sig over manden og forsøgte at tage hans mobiltelefon og pung.

Da røveriet slog fejl kørte gerningsmændene fra stedet i en ældre, rød Toyota, der larmede meget fra udstødningen.

Herefter løb manden tilbage til sit hjem i Sct. Pedersgade i det centrale Slagelse, hvor han kontaktede politiet og blev hentet af en ambulance.

Politiet har endnu ikke nogle anholdte i sagen, men vil gerne høre fra eventuelle vidner i sagen.

 


Nyhedsoverblik