Røver truede personale med kniv på fastfood-restaurant

En ukendt gerningsmand truede sig fredag aften til kassebeholdningen på fastfood-restauranten Sunset i Korsør.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

”Giv mig pengene. Det skal gå hurtigt.”

Sådan lød ordene fra en ukendt gerningsmand på Sunset på Storebæltsvej i Korsør fredag aften.

Personalet på restauranten var omkring klokken 23.30 ved at gøre dagens omsætning op, da en røver pludselig stormer ind i lokalet og begynder at true med en kniv.

- Han truer med en kniv på 10-15 centimeter og havde medbragt en plasticpose til udbyttet, fortæller vagtchef Søren Østervig fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Røveren fik hurtigt raget pengene til sig og forsvandt efterfølgende fra stedet. Han beskrives som 180 centimeter høj, 25-30 år, almindelig af bygning og iført en sort jakke, mørk hue og så havde han et tørklæde for det meste af ansigtet. Han talte dansk med en accent, som politiet mener kan være påtaget.

Politiet vil ikke oplyse, hvor stort et beløb gerningsmanden fik fingre i.

Ifølge vagtchefen skal de nu i gang med at undersøge stedets overvågningskameraer.

Har du oplysninger i sagen kan du kontakte politiet på 114.


Nyhedsoverblik