Lene Clausen var en af de mange danskere, der i weekenden sad klistret til sit fjernsyn, mens de uhyggelige nyheder fra Norge løb over skærmen.
Men følelsen af afmagt blev snart til handling, da Lene Clausen faldt over Sophie Løhres facebook-side "Send en rose til Norge".
- Vi kan jo desværre ikke bringe dem tilbage. Men det mindste vi kan gøre, er at komme og lægge nogle blomster, siger Lene Clausen.
Lene Clausen blev medlem nummer seks i gruppen, og tilbød straks sin hjælp for at trække flere til. Siden de to slog hovederne sammen har næsten 500 danskere doneret en rose til indsamlingen. Og i dag mødtes kvinderne bag projektet så for første gang.
På tirsdag tager de sammen afsted til Oslo og lægger røde og hvide roser. Et symbol på danskernes medfølelse og sorg.
- Vi håber, at de pårørende ser blomsterne og ved, at vi danskere er med dem i sorgen, siger Lene Clausen.
Indsamlingen fortsætter ind til på Lørdag. Du kan se mere om de to kvinders indsamlingsplan her.