Risiko for at storm lukker Storebæltsbroen

Fra lørdag aften til søndag formiddag kan Storebæltsbroen være lukket på grund af kraftig blæst.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Blæsevejret fra stormen Malik ventes for alvor at ramme Danmark lørdag eftermiddag, og det kan betyde, at Storebæltsbroen lukker for al trafik lørdag aften.

Det oplyser Sund & Bælt.

quote Der vil allerede nu være meget vind på broen

Lene Gebauer Thomsen, kommunikationschef ved Sund & Bælt


- Vi ønsker selvfølgelig at varsle det her i så god tid som muligt, så alle, der skal over Storebæltsbroen i det kommende døgn, har mulighed for at planlægge deres rejse uden om de timer, hvor der er risiko for, at vi lukker broen, siger Lene Gebauer Thomsen, kommunikationschef ved Sund & Bælt.

Læs også
Varevogn væltede på Storebæltsbroen - nu lægger Sund & Bælt sag an
Læs også
Varevogn væltede på Storebæltsbroen - nu lægger Sund & Bælt sag an

Hvis stormen ventes at blive så voldsom, som Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, har forudset ved at udsende et varsel om risiko for farligt vejr, kan broen mellem Sjælland og Fyn lukke i tidsrummet fra klokken 22.00 og frem til søndag morgen klokken 10.00.

Lørdag aften klokken 18 er meldingen fra Storebæltsbroen, at med de prognoser der er nu, ser det ud til, at blæsten bliver så kraftig, at broen lukker inden midnat. En lukning, der vil vare til søndag formiddag.

Indfører forbud på broen

I denne periode varsler DMI en vindstyrke på op til 29 meter i sekundet. 

Storebæltsbroen lukkes for al biltrafik ved vind af stormstyrke på 25 meter i sekundet af hensyn til trafikanternes sikkerhed.

Læs også
Kan give vindstød af orkanstyrke - sådan forventes stormen Malik at ramme
Læs også
Kan give vindstød af orkanstyrke - sådan forventes stormen Malik at ramme

Derfor opfordrer Sund & Bælt alle trafikanter, der skal over Storebæltsbroen i denne periode, til at køre på andre tidspunkter.

- Der vil allerede nu være meget vind på broen, siger Lene Gebauer Thomsen.

Hvornår er et køretøj vindfølsomt?

Blæser det mere end 15 meter i sekundet, må vindfølsomme køretøjer ifølge Sund & Bælts forbud ikke køre over broen.

En personbil vil næsten altid kunne køre over broen, hvis blot den overholder den anbefalede hastighed på strækningen. En personbil med anhænger eller campingvogn bagpå er derimod mere følsom over for vind end en personbil uden. Både store og små køretøjer kan med andre ord være vindfølsomme.

Med baggrund i de uheld, der er sket på Storebæltsbroen, har Sund & Bælt derfor defineret disse køretøjer som udgangspunkt til at være vindfølsomme:

  • Trailere, anhængere, campingvogne (uanset hvilket køretøj de trækkes af).
  • Øvrige påhængskøretøjer som f.eks. en tom eller let lastbiltrailer (ikke fladvogn eller blokvogn), hvor den samlede vægt af traileren er under 10 tons (eller 10.000 kilo).
  • Autocampere med en totalvægt under 3.500 kilo.


Det vil altid være op til chaufføren at vurdere, om et køretøj er vindfølsomt.

Kilde: Sund & Bælt.

Allerede lørdag eftermiddag forventer DMI vindstyrker på over 15 meter i sekundet, stigende i aften- og nattetimerne. 

Når vinden kommer over 15 meter i sekundet, forbydes vindfølsomme køretøjer at passere Storebæltsbroen. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det forbud har Storebæltsbroen indført lørdag eftermiddag, og forbuddet forventes først at ophøre søndag klokken 16.00.

Vindfølsomme køretøjer kan for eksempel være biler med campingvogne eller trailere, tomme lastbiler eller autocampere med en vægt under 3,5 ton.


Nyhedsoverblik