Privat psykiatrihospital har succes - men baggrunden er trist

Privathospitalet Skovhus har tredoblet antallet af indlagte patienter. Mange oplever mangelfuld behandling i blandt andet Region Sjælland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Der var ikke nogen former for terapi. Det var udelukkende medicinering, da jeg var i Slagelse. Det blev jeg ikke rask af. Tværtimod.

Sådan siger 27-årige Pernille Hvidlyk, som for et år siden var indlagt på psykiatrihospitalet i Slagelse. Forinden lå et hårdt forløb, hvor hun først blev stresset, senere alvorligt deprimeret og til sidst fik det så dårligt, at hun slugte et helt glas piller. 

Behandlingen på det offentlige psykiatrihospital under Region Sjælland gjorde dog ikke noget godt, mener familien i dag.

- Som jeg ser det, var det ren opbevaring, og de proppede hende med piller, siger Marianne Hvidlyk Frølund, mor til Pernille.

Derfor valgte familien at lade Pernille Hvidlyk indlægge på det private psykiatrihospital Skovhus i Odsherred. Et ophold, som kostede familien 35.000 kroner, men som de i dag ikke fortryder det mindste.

Først da hun blev indlagt på et privathospital, fik Pernille Hvidlyk det bedre.
Først da hun blev indlagt på et privathospital, fik Pernille Hvidlyk det bedre.

Privathospital: Mange historier som Pernilles

På privathospitalet Skovhus møder de mange patienter, som har samme oplevelse som Pernille Hvidlyk.

- Pernille Hvidlyks historie har jeg hørt mange gange før. Det eneste, der er atypisk, er, at hun nåede at være indlagt så længe. De fleste patienter kommer allerede efter et par dage. Nogle gange når de slet ikke at blive hverken indlagt eller udskrevet igen, før de kommer her, fortæller direktør Kit Kjærsgaard.

Ifølge Pernille Hvidlyk fik hun hverken en behandlingsplan eller anden målrettet hjælp, da hun blev indlagt på Slagelse Psykiatrihospital. Til gengæld blev hun efter eget udsagn afhængig af piller efter en måned hos den regionale psykiatri - og der er mange historier som hendes, oplever de på privathospitalet.

quote Det vi hører fra vores patienter er, at de vil høres og ses af en læge, men at det ikke sker.

Kit Kjærsgaard, direktør for privathospitalet Skovhus

- Antallet af patienter er steget stødt siden 2007, hvor vi startede. Det er både ambulante patienter og patienter, som vælger at blive indlagt og selv betaler for det det, fortæller Kit Kjærsgaard.

I 2017 havde hospitalet 27 patienter, der selv betalte for at blive indlagt uden at have fået en henvisning. Det tal var i 2018 steget til over 100 - altså mere end en tredobling.   

- Det er fortrinsvis patienter, som har forsøgt at få behandling i det offentlige system, men som har opgivet. Det vi hører fra vores patienter er, at de vil høres og ses af en læge, men at det ikke sker. Mange når ikke engang at se en læge i det offentlige system. De ønsker at blive taget alvorligt og blive behandlet, som vi andre gør, når vi fejler noget, siger Kit Kjærsgaard. 

Kit Kjærsgaard er direktør for Skovhus Privathospital i Odsherred
Kit Kjærsgaard er direktør for Skovhus Privathospital i Odsherred

Der kommer flere fra Region Sjælland   

Privathospitalet Skovhus tager patienter fra hele landet. Men særligt én region kommer der flere fra.

- De patienter, der lader sig indlægge, kommer fra hele landet, og vi har også enkelte patienter fra udlandet. Men der kommer flere fra Region Sjælland, end vi oplevet tidligere. Jeg kan ikke komme ind på hvor mange af hensyn til vores tavshedspligt. Men der er tale om en stigning, siger privatpsykiatrihospitalets direktør og fortsætter:  

- Det vi hører fra de patienter, der kommer fra Region Sjælland, er typisk, at de ikke får den behandling, de havde troet. Det er familier, og de er bange for, at deres pårørende ikke har det godt på de offentlige psykiatriske afdelinger, siger hun.

Privathospital: Vil ikke tale det offentlige ned

Hvis man tror, at det er særlige mennesker, der kan risikere at få ondt i sindet, så tager man ifølge Kit Kjærsgaard fejl. Ifølge hende kan det ske for os alle. 

- Det er helt almindelige mennesker, som du og jeg, som har fået en livskrise. De bliver måske skilt, eller de drikker eller tager stoffer. Der kan være mange forklaringer. Det kan ramme os alle sammen.

Men du tjener jo gode penge på, at mange vælger dit private tilbud. Har du ikke en forretningsmæssig fordel ved at tale Region Sjællands psykiatri ned?

- Det er rigtigt nok, at vi er en forretning. Men jeg er ikke interesseret i at tale det offentlige ned. Jeg tror ikke på, at de læger der er i det offentlige, er dårligere end de læger, der er ansat hos os. Men det er rammerne, de arbejder under, den er gal med, siger Kit Kjærsgaard og fortsætter:

- De læger, der er hos mig, som har været i det offentlige, siger at de ikke længere behandler patienter. Tiden bliver brugt på dokumentation, og så er der alt for mange patienter per læge, så det bliver hurtigt og overfladisk. Det er det, de fortæller, siger Kit Kjærsgaard.

Dorthe Juul Lorenz, vicedirektør i psykiatrien i Region Sjælland.
Dorthe Juul Lorenz, vicedirektør i psykiatrien i Region Sjælland. Foto: TV2 ØST

Vicedirektør: - Vi er en presset psykiatri

I Region Sjælland er man ked af, at nogle patienter har et dårligt indtryk af den offentlige behandling. Men Dorthe Juul Lorenz, vicedirektør i psykiatrien i Region Sjælland, afviser at der generelt er problemer med behandlingens kvalitet, eller at behandlingen hviler for meget på medicin alene:

quote Vi har blandt andet udfordringer med rekruttering af læger, sygeplejersker og psykologer

Dorthe Juul Lorenz, vicedirektør i psykiatrien i Region Sjælland

- Det er ikke mit indtryk. Det er klart, at når man kommer i den akutte fase, er meget syg og har behov for indlæggelse, så har medicin sin berettigelse. Det har en god virkning og kan hjælpe mange mennesker. Men selvfølgelig skal de borgere, der kommer her, være sikker på, at de får den medicin, de har behov for. Hverken for meget eller for lidt.

Hun er dog fortsat sikker på, at tilbuddet er godt nok.

- Men jeg vil også gerne medgive, at vi er en presset psykiatri. Vi har blandt andet udfordringer med rekruttering af læger, sygeplejersker og psykologer. Vi gør det godt nok. Vi kan gøre det endnu bedre, hvis vi bliver flere, siger Dorthe Juul Lorenz.


Nyhedsoverblik