Politiskudt mand meldes uden for livsfare

En værthusgæst, der i morges truede politiet med en kniv og efterfølgende blev skudt, er nu uden for livsfare.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Han har angiveligt mistet en masse blod – men han er nu stabil og altså uden for livsfare.

Sådan lyder meldingen fra chefkonsulent  Kristian Palmann Jensen fra Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

Den kommer efter en mand natten til fredag gik amok på værtshuset Old Irish Pub i Slagelse, og efterfølgende truede med en kniv udenfor værtshuset.

Truede med kniv

Da politiet nåede frem nægtede manden at smide kniven og overgive sig, og gjorde angiveligt udfald mod en dørmand med kniven. Manden vil derfor blive sigtet for drabsforsøg.

- Efter vores oplysninger skød politiet først et advarselsskud, og skød derefter manden i lysken, siger Kristian Palmann Jensen til TV2 ØST.

Han ønsker på nuværende tidspunkt ikke at oplyse præcis hvor gammel den manden er, eller hvor han bor. Ifølge Ritzau er der dog tale om en 48-årig mand fra Slagelse-egnen.

Var i livsfare

Manden blødte kraftigt fra sit sår efter skuddet, og lægerne betegnede de første timer mandens tilstand som kritisk. Først fredag formiddag blev tilstanden betegnet som stabil.

Når politiet trækker skydevåben eller affyrer skud bliver Den Uafhængige Politiklagemyndighed altid involveret, og skal afgive en rapport om sagen til Anklagemyndigheden.

Afhører vidner

- Vi har siden tidligt i morges afhørt vidner, og har i løbet af formiddagen afhørt de involverede politifolk. Der er indtil videre dog intet, der tyder på, at politifolkene har brudt loven, siger Kristian Palmann Jensen.

Det sker 15-20 gange om året på landsplan, at Den Uafhængige Politiklagemyndighed må rykke ud, efter politiet har trukket våben eller affyret skud.


Nyhedsoverblik