Politikere i Slagelse holder liv i muslimsk kulturcenter

Med et snævert flertal har byrådet i Slagelse stemt for, at en ny lokalplan skal i offentlig høring, der kan muliggøre et permanent muslimsk kulturcenter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Et flertal i byrådet i Slagelse har besluttet at holde liv i håbet om at have et permanent muslimsk kulturcenter i byen.

Beslutningen blev taget på et byrådsmøde mandag aften og indbefatter, at en ny lokalplan for det område, hvor kulturcentret ligger, sendes i offentlig høring.

Bag beslutningen står et snævert flertal af partier bestående af Socialdemokratiet, Liberal Alliance, Enhedslisten, SF og Radikale Venstre. Dansk Folkeparti og Venstre stemte imod. 

- Når man sender det i høring på denne måde, så siger man: Det her kunne godt være en løsning. Vi vil gerne høre dem, der er i lokalområdet, men også andre med interesse, hvad de tænker om det, siger borgmester John Dyrby Poulsen (S). 

Skal i høring i otte uger

Kulturcentret blev i 2018 bevilget en dispensation til at måtte ligge i en gammel erhvervsbygning på Landsgravvej i Slagelse, på trods af at den nuværende lokalplan ikke tillader religiøse aktiviteter.

Bygningen er ejet af Dansk Tyrkisk-Islamisk Stiftelse, men bruges i dagligdagen af Slagelse Multikulturel Forening.

Her siger formand Bilal Biyik, at der bliver holdt diverse fester og bryllupper, ligesom der også foregår fællesspisning og bliver undervist i Koranen. 

Dansk Folkepartis Henrik Brodersen kalder beslutningen for en gal udvikling.

- Når ikke det kunne være indenfor de eksisterende rammer, laver man nogen, så man kan få et multikurelt kulturhus. Det er simpelthen bare at omdømme barnet, for det, vi er igang med i Slagelse Kommune, er at få en moské. Man har bare givet det et andet navn, for det glider det lettere ned. Jeg håber, borgerne vil kigge på det her og komme med nogle høringsforslag. 

Forslaget om en ny lokalplan skal i høring i otte uger, før politikerne skal tage den endelige beslutning. Den 16. september holdes et borgermøde om kulturcentret.