Politiker forsvarer udpegning af skoler til lukning

Jørgen Grüner (SF) får kritik for at sætte navn på fire skoler, der kan blive lukket i Slagelse Kommune. Men han mener, man bør tage diskussionen nu.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Jørgen Grüner (SF) er kommet i modvind, efter han i onsdagens udgave af Sjællandske satte navn på fire skoler i Slagelse Kommune, der ifølge ham kan komme i spil til lukning.

Kommunen skal nemlig spare 63,5 millioner kroner på skoleområdet, og skolelukninger kan være en måde at gøre det på.

Men i dag kaldte formanden for børn- og ungeudvalget, Unnie Oldenburg (S), hans udtalelse for tarvelig, og formanden for Slagelse Lærerkreds, Jacob Seersholm, mener, at det er helt uden for nummer.

Trods kritikken holder Jørgen Grüner, der også sidder i børn- og ungeudvalget, sig stadig ikke tilbage for at sætte navn på skoler, der kan lukkes. Ifølge politikeren er det nemlig sundt at få en diskussion om mulighederne allerede nu.

Læs også
Politiker sætter navn på mulige skolelukninger - møder kritik fra flere sider
Læs også
Politiker sætter navn på mulige skolelukninger - møder kritik fra flere sider

- Jeg synes, det er fint, at vi tager en diskussion nu. Alle, der er tæt på skoleområdet, ved udmærket godt, hvor børnetallet er rigtig lavt. Så der er ikke noget mystisk i det her, lyder det fra Jørgen Grüner.

Slagelse Kommune står til at skulle spare 323 millioner kroner til næste år. Alene på børne- og ungeområdet er der lagt op til en besparelse på 90,6 millioner kroner og herunder altså 63,5 millioner kroner på skolerne.

Bekymret for lærerflugt

En af de skoler, som Jørgen Grüner har sat navn på, er Flakkebjerg Skole. Han mener også, at man med fordel kan nedlægge Boeslunde Skole, Skælskør Skole og Eggeslevmagle Skole for i stedet at åbne en ny og moderne skole.

Netop dén udmelding gør både lærere og forældre til børn på Flakkebjerg Skole bekymrede. Det fortæller Anita Kjeldsen, som sidder i fællesbestyrelsen på skolen.

Anita Kjeldsen har selv tre børn på Flakkebjerg Skole.
Anita Kjeldsen har selv tre børn på Flakkebjerg Skole. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

- Jeg blev både lidt ked af det og lidt gal over, at man allerede inden, man har haft det ud til høring, kan beslutte hvem det er, der kan lukke, og uden man har undersøgt, hvor kan man spare.

Anita Kjeldsen frygter, at man ved allerede at sætte navn på nu risikerer, at kommende børn til skolen ikke vil skrives op. Samtidig er hun bekymret for en mulig lærerflugt.

- Han skulle nok vente med at sætte navn på, til vi var nået lidt længere hen i processen.

Serviceforringelser er på tale

Trods Jørgen Grüner allerede har sat navn på de fire mulige skoler til lukning, understreger han, at alle skoler er i spil. Det er nemlig hele skolestrukturen, der skal kigges efter i sømmene.

Læs også
Store besparelser på skoleområdet i Slagelse: - Det kan man ikke
Læs også
Store besparelser på skoleområdet i Slagelse: - Det kan man ikke


- Vi skal finde 90 millioner på det her område, og det skal vi have fundet den bedste måde at gøre på. Man kunne også bare vælge at sige, at det tør jeg ikke, altså man kunne stikke hovedet i busken og sige, det her er nok ikke populært.

- Men jeg vil hellere have en god diskussion med forældre og med lærere og skoleledere, for det her er vigtigt. Vi skal have bedst mulig kvalitet for de penge, vi nu en gang bruger på området, og vi finder ikke 90 millioner, uden at der bliver tale om serviceforringelse, og uden at det bliver tale om alvorlige forandringer.

Firmaet BDO er ved at undersøge skoleområdet i Slagelse Kommune, og netop den undersøgelse skal danne grundlag for beslutningerne i børne- og ungeudvalget. 

Selvom rapporten endnu ikke er færdig, mener Jørgen Grüner stadig, at det er relevant at tage diskussionen nu.


Nyhedsoverblik