Politiet skal vække unge ballademagere

Der er 3 ekstra betjente på vej til de udsatte boligområder Ringparken i Slagelse og Motalavej i Korsør. Politiet skal øge trygheden og måske også vække de unge

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Snart vil flere betjente patruljere i områderne Ringparken og Motalavej i henholdsvis Slagelse og Korsør. Det skriver Sjællandske.

Der er netop sat ansigter på de 3 ekstra betjente, som skal arbejde i området, der længe har være plaget af hærværk fra utilpassede unge. Ordningen er et 2-årigt forsøg, og politiet skal blandt andet hjælpe de unge med at holde fast på et job.

- Ud over en tillidsskabende funktion vil de ekstra 3 betjente, det drejer sig om, få til opgave at fungere som et bindeled mellem unge og arbejdsgivere. Og ja, det kan sagtens betyde, at betjentene skal ud at vække nogle for at sikre, at de faktisk kommer på arbejde. Der findes nogen, der skal have lidt ekstra hjælp til det, og meningen er selvfølgelig at fastholde dem i job, så de ikke laver ballade og samtidig er mere attraktive for arbejdsgiverne at ansætte og blive ved med have ansat, forklarer Lene Frank, politidirektør i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Hjælp til selvhjælp

Den seneste tid har især Motalavej været plaget af hærværk. Nytårsaften affyrede unge fyrværkeri mod brandvæsnet, politiet har fået smadret ruder i en patruljevogn, og butikker oplever chikanering af personalet og hærværk. Selv om offentliggørelsen af det nye tiltag kommer oven på de seneste ugers uro på Motalavej, understreger vicepolitikommissær Hugo Larsen fra lokalpolitiet i Slagelse, at initiativet ikke er affødt af den seneste tids ballade, men at det har været i støbeskeen i nogle måneder. Han medgiver dog, at der er brug for at tage hånd om episoderne.

- Det er i alles interesse, at vi slipper for det hærværk, den kriminalitet og de enorme udgifter, samfundet har til retssager og fængselsophold for unge utilpassede, og som sjældent er godt for noget. Får vi bare 2 til at vælge en anden vej, er der sparet rigtigt mange penge, og derfor kan man betegne forsøget og indsatsen som hjælp til selvhjælp, siger Hugo Larsen til Sjællandske.

Pengene til det nye initiativ kommer fra Rigspolitiet.


Nyhedsoverblik