Politibils tur i grøften skal undersøges

Den Uafhængige Politiklagemyndighed skal vurdere om betjente fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi skal straffes for uheld ved Boeslunde torsdag morgen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En politibil med to betjente endte i en grøft ved Boeslunde torsdag morgen, efter bilen med høj fart var braget ind i en rundkørsel.

De var på vej til et færdselsuheld lidt længere nede på Korsør Landevej, hvor to biler var kørt ind i hinanden.

Læs også: Politibil røg også en tur i grøften

- På vej derud overser de - formentlig på grund af tågen - en rundkørsel, som de vælger at køre lige igennem. Der er sådan en bakke inde i midten af rundkørslen. Og så forulykker de nede i grøften med patruljevognen, siger Henrik Karlsen, vagtchef ved Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, til Ekstra Bladet.

Undersøges af politiklagemyndighed

Politiinspektør, Thorkild Steen Jensen fortæller, at Udrykningsbekendtgørelsen giver politiet lov til for eksempel at køre frem for rødt lys og overskride hastighedsbegrænsningen.

- Men vi har jo ikke blanko-check til at køre, som det passer os, siger Thorkild Steen Jensen, som trods alt glæder sig over, at ingen kom noget alvorligt til.

De forulykkede betjente bliver nu afhørt af en efterforskningsleder, og der bliver optaget rapport.

Det er Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), som varetager efterforskningen af straffesager mod politipersonale. DUP er uafhængig af både politi og anklagemyndighed.

- Vi skal ikke vurdere sager mod os selv. Og det er standard i sådanne sager, at når sagen er belyst, bliver den sendt til DUP, som vurderer, om der skal rejses sigtelse eller tiltale mod føreren, siger politiinspektøren til Ekstra Bladet.

- Men først bliver der optaget rapport ved hjælp af afhøring af vidner, passager og fører af patruljevognen, og vi undersøger gerningsstedet som ved enhver anden færdselssag. Har føret været vådt, eller har det været tåget, som det jo var i morges.


Nyhedsoverblik