Politi til stede ved Storebæltsbroen: - Vi forbereder os på, hvad der sker i København

Politiet er søndag aften blandt andet til stede omkring Storebæltsbroen. Politiet forbereder sig på at assistere Københavns Politi.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Søndag eftermiddag er flere personer blevet ramt af skud i storcenteret Field's, der ligger på Amager. Det oplyser Københavns Politi på Twitter. Politiet oplyser også, at en person er blevet anholdt.

På et pressemøde søndag aften oplyser Københavns Politi, at der er flere dræbte ved skyderiet.

Politiet opfordrer alle vidner, der har oplysninger, har set noget eller har lavet optagelser eller billeder til at kontakte Københavns Politi.

quote Vi tager vores forholdsregler og forbereder os det bedste vi kan

Michael Skræddergaard, vagtchef, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Søndag aften omkring klokken 20 er Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til stede flere steder i regionen, blandt andet ved Storebæltsbroen.

- Vi forbereder os på, hvad der sker i København. Derfor er vi til stede nogle strategiske steder, men mere kan jeg ikke sige lige nu, siger vagtchef Michael Skræddergaard.

TV2 ØSTs fotograf på stedet fortæller, at der lige nu er flere køretøjer fra politiet ved Storebæltsbroen. Politiet har placeret sig på broen, der går over Vestmotorvejen, lige før betalingsanlægget.

- Vi tager vores forholdsregler og forbereder os det bedste vi kan på, hvad København beder os om, siger Michael Skræddergaard.

Der er tale om to politibiler, en indsatslederbil fra politiet, to politimotorcykler og to skiltevogne fra Falck, som bruges til at lave afspærringer i trafikken. Det holder på den sidste bro over motorvejen inden betalingsanlægget.

Derudover er der også placeret en fotovogn ved Rasteplads Antvorskov, som fotograferer alle biler, selvom der ikke bliver kørt for stærkt.

Flere politibiler fra Fyn er søndag aften kørt over Storebæltsbroen med udrykning i retning mod København.

Indtil videre er trafikken ved Storebæltsbroen ikke påvirket.

DSCF0105
Foto: Lind Foto



Nyhedsoverblik