Politi på narkojagt tømmer kæmpe kul-skib

En større gruppe politifolk arbejder stadig på at gennemsøge kul-fragteren Wan May i havnen ved Stigsnæsværket. De leder angiveligt efter narko i skibet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En større gruppe politifolk fra Sydsjællands og Lollans-Falsters Politi arbejder fredag eftermiddag fortsat på at gennemsøge det Hong Kong-indregistrerede skib Wan May, der ligger ved kaj i havnen ved Stigsnæsværket ved Skælskør.

Skibet er næsten 300 meter langt.

Ifølge TV ØSTs journalister på stedet, så er der en stadig trafik af personale fra toldmyndighederne og politiet ind og ud af det store skib. Ifølge politiet, så køres efterforskere i bus mellem Stigsnæs og politistationen i Vordingborg. 

Og det er et meget omfattende arbejde, der er igang på stedet.

TV ØST erfarer, at 2 store kraner i øjeblikket arbejder på at tømme skibet fuldstændigt for kul - et arbejde, der først ventes færdigt lørdag eftermiddag.

Efterforskningsleder Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ønsker ikke at oplyse til TV ØST, om politiet har fundet noget som led i deres søgen. Han oplyser dog, at politiet senere fredag vil være klar til at fortælle om arbejdet.

Ifølge en række medier, så er det dog narkotika, som er målet for aktionen på skibet.

Ifølge Ekstra Bladets netavis, så er 20 søfolk tilbageholdt.

Ifølge marinetraffic.com er skibet ankommet til Stigsnæs fra Columbia .


Nyhedsoverblik